9) Bolig men ikke hjem. Stadig HJEMløs

Jeg boede på gaden, men sov i min bil, når jeg da ikke lånte en sofa eller en seng et sted. Psyken blev presset til en afkrog, som jeg slet ikke fandt mulig, og desperationen steg dag for dag Samtidig faldt min problemløsningsevne og mit tilhørsforhold til samfundet. Jeg var færdig, lå på nederste trin, og lod imødekommende frustration og ensomhed rulle ind over mig. Jeg var uden bolig. Jeg var boligløs. Jeg var hjemløs.

Lige indtil et telefonopkald vendte tingene på hovedet…


Det havde været en lang nedtur, og ligesom jeg jeg havde det aller værst, føltes det som et højre-hug direkte i nyrerne. Mod? Gejst? Livsvilje? Det var meget småt nu. Det startede med en nedtur fra det sikre til det usikre, en måneds indlæggelse på psykiatrien, udskrivelsen efter 4 uger. Kort efter at være blevet udskrevet blev jeg opsagt fra mit ellers sikre og glimrende arbejde, og kommunen tildelte mig revalidering for at lave en omskoling. Skæbnen ville, at mit ægteskab herefter bristede, og jeg faldt dybt i yderligere nedtur, med en ganske forfærdelig indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Herning. Da jeg blev udskrevet derfra startede en ny æra – mit liv som hjemløs.


Det var en dag i juli eller august, jeg husker det faktisk ikke, fordi tidsbegrebet var blevet irrelevant for mig. Hvad skulle jeg med ugedage, datoer, timer og minutter, når det hele bare var øv med øv på. På denne dag var desperationen af en eller anden grund endnu værre end den plejede. Det var muligvis det, der fik mig til at foretaget opkaldet. Jeg tror mest, at jeg ringede for at få lidt støtte og opbakning, men var det i virkeligheden en bolig jeg ledte efter?

Opkaldet gik til en af min fars tidligere kærester/koner. Hun havde været der i mine teenageår, været min støtte og min bonus-mor, i et omfang, hvor hun på en række områder var blevet sidestillet med mine biologiske forældre. Telefonen ringere, og hun svarede. Vi havde gennem årene siden min far havde forladt hende haft en meget tæt kontakt, men den var ikke så hyppig. Da hun svarede telefonen anede hun derfor ikke, hvad der ventede. Min bonus-mor boede i et velvokset hus sammen med sin mand, og jeg vidste, at de ville have plads til mig et par dage. Og det var netop hvad jeg spurgte om i telefonen. “Må jeg komme et par dage”. Jeg havde slet ikke en bolig i tankerne.

Bolig . Værelse hos min bonus-mor - Bjørnen brøler

Hvad skal der til, for at det er en bolig?

Jeg havde ikke været hos min bonus-mor mere end højest et døgn, før hun tilbød mig en bolig. Selvom det geografisk lå i Langbortistan, var det trods alt noget bedre end at bruge bilen som bolig. Jeg “flyttede derfor ind”. Og det indebar ikke ret meget. Jeg fik hentet mit TV, jeg fik et par DVD’er med, min dyne og pude, og lidt tøj. Og så var det min bolig.

Som dagene og ugerne gik, fik jeg stadigt stigende ønske om at hænge noget op på væggene, at indrette mig efter mine ønsker og behov, og at skabe er hjem i min bolig, men så nemt skulle det ikke gå. Min bonus-mors mand var ikke specielt positivt stemt overfor huller i væggene, og hvad angik møbler, så blev de ting jeg havde brug for, skaffet gennem hans pulterkamre og diverse kontakter. Og det endte da med at blive en fin bolig, hvor jeg havde det nødvendige. De fysiske rammer fejlede sådan set ikke noget.

Hvordan bliver en bolig til et hjem?

Jeg havde aldrig før gjort mig overvejelser om dette, men en dag gik det op for mig, at jeg havde boet i en kuffert i næsten et år. Først på gården, hvor jeg aldrig var faldet helt til. Så på psykiatrisk, og siden i min rodløse tilværelse med usikre soveforhold. Jeg havde fået nok. Jeg ville ikke mere. Jeg forsøgte med forskellige små nips, billeder med videre at indrette mig, men det var som om, at jeg manglede at gøre mit værelse til mit. Sideløbende var jeg yderst taknemmelig for at kunne spise med. Der var intet at klage over i forhold til service, maden var god, selskabet fint, faciliteter i top og alt det der.

Men det var ikke mit hjem! Det var min bolig, men det var ikke mit hjem!

Efteråret, vinteren og foråret gik, og med sommerens komme, en effektiv psykologbehandling, og en stærk personlig udvikling, blev jeg stadig mere opmærksom på, at jeg havde brug for et hjem. Jeg var på vej i retning af arbejdsmarkedet. Der dukkede nye venner op. Der var et par kærester. Og alle var, i hvert fald for en stund, positive, imødekommende og aktivt støttende. Og der var faktisk mange tilbud, som kunne blive til en anden bolig. Men der var ingen potentiale i at blive et hjem for mig.

Det ultimative behov

Jeg anede det ikke før, men det her var det ultimative behov for mig. Tryghed. Og tryghed for mig indebærer tilsyneladende også et hjem. Og noget beskæftigelse. Jeg troede også det indebar kærlighed og forhold. Men måske er det nu sekundært for mig?? Åh ja, en kæreste, et langt og gerne det sidste kæresteforhold. Men det var ikke længere det vigtigste.

Jeg kom til at tænke tilbage på Århus Købmandsskole og min Hhx uddannelse. På Maslows behovspyramide. På hvordan nederste niveau var fysiske behov (fx en bolig), og næste niveau var tryghed og sikkerhed. Var jeg alligevel nået dertil, hvor mine fysiske behov var stillet? Var jeg på vej tilbage? Måske var det positivt.

Men jeg ville bare gerne have mig et hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.