Jeg kan finde en milliard grunde til, hvorfor det er fantastisk at være far, og hvorfor jeg nyder hvert et sekund af det, men der er også nogle få grunde til, hvorfor jeg synes, at det er ikke altid nemt at være far. Den største og væsentligste grund til når det ikke er nemt, er mig selv.

Ærlighed overfor sine børn – hvor svært kan det være at være far

Det er mig vigtigt at arbejde ud fra ærlighed og åbenhed, og det gælder sig i praktisk talt alle livets aspekter. Jeg lyver ikke ret godt, og når jeg har fortiet eller løjet om noget, så glemmer jeg altid at det er gjort og derfor skider i nælderne. Sådan er jeg også når det kommer til mine børn.

Overfor mine døtre, som lige nu er 8 og 10, glemmer jeg ind i mellem at holde igen, at lyve eller skjule noget, at de har den alder de har, og særligt den ældste har en tendens til at bekymre sig for sin far.

Det giver god mening af hun gør det, qua at jeg har mine diagnoser og “lidt” udfordringer med helbredet, og hun ofte ser at jeg tager min medicin, men også oplever mig på mine rigtigt dårlige dage.

– Mine dage hvor angst, posttraumatiske reaktioner, depression og selvdestruktion præger mig. Og så er det især ikke altid nemt at være far.

Et barns nysgerrighed og forældres samarbejde

Og når så tiden kommer, hvor hun stiller de spændende og motiverende spørgsmål om liv og eksistens, håb og drømme, frygt og fremtid, så svarer jeg efter min åbenhed og ærlighed – men sidste gang glemte jeg ret meget, at hun ikke er ældre. Det havde desværre negative effekter, som måtte samles op et par dage senere af hendes mor. Nu har mine børns mor og jeg heldigvis et rigtigt godt forhold, og selvom vi naturligvis ikke er enige om alt, så respekterer vi hinanden så godt som 100%. Men når jeg så får “ødelagt” eller skræmt mig datter med virkeligheden og sandheden, så reagerer helt efter bogen, og det gav da også anledning til et telefonopkald med lidt skarpere tale end normalt. Og naturligvis – det havde sgu da været underligt andet.

Jeg har enorm respekt for mine børn, deres mor og deres bonusfar, og jeg VED at vi alle ønsker hinanden alt det bedste, men som far føler jeg mig jævnligt fortabt. Jeg ser mine fejl, jeg ser børnenes reaktioner, men jeg har utroligt vanskeligt med at passe mig selv ind efter det.

Oplever du noget af det samme som forælder?

Jeg tror egentlig ikke jeg på det her punkt er anderledes end mange andre forældre, men jeg kender ikke nogen, der står ved det. Måske er det også bare noget man holder indenfor hjemmets 4 vægge i de fleste familier.

Det ER ikke altid nemt at være far!!

Samvær, er det for meget eller for lidt for den her far?

Hvor meget jeg har pigerne veksler lidt i perioder alt efter både mit og deres mors skemaer, pigernes fritidsinteresser og meget mere. Imidlertid konstaterer jeg uanset længden 2 ting:

• Når mine døtre er hos mig bliver jeg drænet for energi og er meget træt efterfølgende
• Når mine døtre ikke er hos mig er savnet enorm og jeg tenderer hurtigt til depressiv og opgivende energi

Det er nok meget normalt. Det er nok naturligt, at man både for energi fra sine børne, men også taber energi til dem. For mig er energi ikke lig med træthed og fysisk overskud. Det er tvært i mod et spørgsmål om mental energi, indre overskud og overskud til at kæmpe mine indre kampe.

Manglende energi > presset psyke > flugt og selvmordstanker… Så bliver det slet ikke altid nemt at være far

Det værste er, når den mentale energi bliver så drænet, at selvmordstankerne tager over. Selvmordstanker er IKKE lig selvmordsforsøg! Det er derimod i flugttanker, som altid har præget mig, og når det så er livet jeg ønsker at flygte fra, ja så er det reelt selvmordstanker.

Jeg har ikke i dag hverken planer om eller direkte lyst til at gøre noget ud af det, og det er også ved at være længe siden, men der var da engang (læs: MINE selvmordsforsøg, JEG gav op!). Jeg ved godt, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg ønsker bestemt ikke at udsætte mine døtre for det jeg selv blev udsat for som barn eller ung. At finde en forældre efter endnu et selvmordsforsøg er en forfærdelig og traumatiserende oplevelse (læs min første oplevelse med det som barn: Det første selvmordsforsøg – år 1992).