6) Ægteskabet

Efter en psykisk nedtur, kontakt med psykiatrien, indlæggelse og udskrivning, at være opsagt, og endeligt at være tilkendt revalidering, var det nu tid at starte den nye tilværelse. Revalideringen indeholdt en uddannelse til landmand, og med den 20 ugers skoleophold – til at begynde med. Men hvor meget mere kunne ægteskabet holde til?

Ægteskabet med min hustru havde set bedre dage, det var mærket af det seneste års pres og udfordringer. Vi talte ind imellem ganske let omkring det, men min hustrus støtte var stærk. Hendes støtte til ægteskabet var så stærk, at den tilmed havde tilgivet mig for markante fejl og svigt, som jeg havde udsat hende for i det seneste år.

Jeg begyndte på landbrugsuddannelsen, og skolen lå ca. 20 kilometer fra vort hjem, så jeg pendlede hver dag. Jeg faldt rimeligt hurtigt ind i rollen som studerende, omend det ind imellem var en udfordring for mig, at mine klassekammerater alle var så unge. Egentligt var det ikke deres alder, der var problemet, men min. Og det var ikke dem, der havde et problem, men mig. Men undervisningen begyndte, mine skriftlige evner, og erfaring med office-pakken fik lov at komme til udtryk, og i de praktiske fag kæmpede jeg for at holde mig i halen af de unge mennesker, der alle var landmandssønner.

BANG! og bilen var smadret!

Kort inden jeg begyndte på landbrugsuddannelsen, var jeg i samråd med og under kyndig vejledning af min læge, påbegyndt en markant ændring i min medicin. Som konsekvens deraf, skulle jeg i indkørings-fasen være meget opmærksom på træthed og anden døsighed. Derfor kørte jeg kun korte ture, og kun hvis jeg følte mig i stand til det. Indkøring skulle vare tre uger, men derefter var jeg stadig påpasselig med længden af mine køreture.

Første gang jeg kørte langt, var 6 uger inde i indkøring, og jeg havde intet mærket til træthed i mindst 3 uger. Min hustru og jeg havde været til socialt arrangement hos nogle venner, men min lyst til at drikke og feste var meget lille, så efter en enkelt genstand og kun et par timers tilstedeværelse, var jeg taget hjem ved 23-tiden. Vores to døtre blev passet i Aarhus af mine forældre. Søndag formiddag – efter at have sovet i henad 10 timer – besluttede jeg mig for at køre alene afsted efter pigerne. Turen varer en time hver vej, og det gik rigtigt fint på udturen. Ved ankomst blev pigerne forholdsvist hurtigt pakket sammen og vi kørte retur igen. På vej hjemad snakkede og hyggede vi, pigerne fortalte, og jeg spurgte om deres hyggeweekend hos bedsteforældrene.

Næsten hjemme

Turen var næsten overstået, blot 8 kilometer hjem, og det var gået rigtigt fint. Den ene af pigerne var undervejs faldet i søvn, mens den anden sad og kiggede ud af vinduerne i tavshed. Rundt i et sving, som i min egen bukselomme, og pludselig åbnede jeg øjnene… Ret foran, kun få meter væk, var en modkørende bil. Jeg forsøgte af undvige, og det samme gjorde han, men vi trak til samme side………………

Seler blev strukket, airbags blev udløst og biler blev krøllet sammen. Heldigvis kun personskade på mig selv, og kun begrænset. Fortællingen om reaktionen derpå må vente til et andet tidspunkt, men kort fortalt ringede jeg til min hustru og fortalte om det skete, og hun kørte os straks i møde. 4 ambulancer, politi og autohjælp. Hørte jeg ægteskabet krølle sammen inde i bilen?

Slut på ægteskabet

Efter ulykken var min hustru meget bebrejdende overfor mig, og jeg kunne sådan set godt forstå hende. Imidlertid var kombinationen af hendes bebrejdelse og mit manglende engagement i ægteskabet, mit sygdomsforløb og konsekvensen af nogle ret uheldige beslutninger af mine og mange andre ting, at vi måtte træffe en beslutning – om ægteskabet.

Samtalen der byggede op til beslutningen om ægteskabet, selve beslutningen og gensidig anerkendelse af den andens holdning tog blot et par minutter. Vi blev begge enige om, at der ikke var mere at komme efter, og min manglende evne og vilje til at kæmpe videre, blev i situationen udslagsgivende. Og en skilsmisse blev den uundgåelige løsning, ægteskabet kunne ikke længere bære lasten.

Det skal her understreges, at min nu eks-hustru og jeg fra dag #1 og frem har haft et fortrinligt samarbejde omkring børn, gård og så videre. Vi er stadig gode venner og kan tale sammen om (næsten) alt.