2) Første kontakt med psykiatrien

Modløs og grådkvalt kontakt til lægen var første skridt mod behandling. Lægen og kontakt med psykiatrien fik sammen undersøgt, diagnosticeret og startet behandling.

Læs første indlæg om fra det sikre til det usikre.

Mandag morgen tog jeg kontakt til min læge. Heldigvis var det muligt at fange hende i telefontiden. Da jeg kom igennem var jeg grådkvalt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var dybt frustreret, modløs og livslysten var passé.

Lægen fangede lynhurtigt at noget var helt galt, og gav mig ordre på at komme – med det samme. Jeg lagde på, og kørte med tårerne væltende ned af kinderne. Det er de sværeste 10 km jeg nogensinde har kørt.

Jeg blev relativt hurtigt kaldt ind til lægen, og efter 20 minutters hulken og forsøg på at forklare mig, var næste skridt klart – jeg skulle indlægges psykiatrisk – min første kontakt med psykiatrien som patient.

Efter nogen koordinering, og et løfte om at køre direkte på Herning Sygehus, var kursen klar. Jeg måtte indlægges. Det var egentlig ikke med min gode vilje, for mit billede af kontakt til psykiatrien på baggrund af gentagen kontakt som pårørende, var ikke ret god. Men nu var jeg selv patient, og da vi nåede hen ad eftermiddagen blev det besluttet. Indlæggelse under frivillig tvang. Det forstås på den måde, at jeg lod mig indlægge, da lægen ellers ville tvangsindlægge mig. Ikke verdens fedeste udsigt!

Oplevelse af første kontakt med psykiatrien og indlæggelsen på psykiatrisk afdeling

Jespers første kontakt med psykiatrien - afdeling E3 i HerningDe første par uger af min indlæggelse havde jeg 2-3 samtaler dagligt med læger, ergoterapeuter, sygeplejersker og SOSU/SOSA’er, udfyldelse af en række skemaer omkring udredelse, og så på bare at få ro i isolerede omgivelser.

De to uger gav mig noget, som jeg aldrig i samme grad har oplevet før – ro og tryghed. Men samtidig oplevede jeg en lang række frustrationer ved, at andre skulle tage beslutninger på mine vegne. Hvornår måtte jeg komme ud og få frisk luft? Hvornår måtte jeg spise? Hvor meget måtte jeg spise? Hvem måtte jeg snakke med? Hvor og hvornår måtte jeg snakke med dem? Hvornår måtte jeg sove, eller vågne?

Da de første par uger af min kontakt med psykiatrien var gået, kom de første to diagnoser:

  • PTSD
  • Depression

Og sammen med diagnoserne fulgte medicin og behandling. Medicinen var til at overskue, men behandlingen var intens, og rettet på flere fronter. Samtaler, kognitiv behandling, praktiske værktøjer og fysiske redskaber. Livet skulle pludselig handle om rutiner og struktur – om overlevelse. Min adfærd havde været delvist dikteret af sygdommene, og det skulle jeg lære at arbejde mig ud over.

Efter 4 ugers indlæggelse blev jeg udskrevet efter de bedste 4 uger i mit liv.

2 Replies to “2) Første kontakt med psykiatrien”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.