Engang for mange år siden oplevede jeg nogle hændelser, som påvirkede mit identitetsbillede, min facade og min selvtillid og mit selvværd. Mange år senere er selvtilliden bygget fornuftigt op, mens selvværdet halter bagud af en række forskellige grunde. Omkring min identitet har jeg langsomt støbt en glasklokke, en facade. Jeg kan tydeligt se ud, men når man kigger ind udefra, ser man stort set kun det jeg ønsker at vise.

Som årene går finder jeg langsomt ud af, at mine evner til at modtage og fastgøre positive kommentarer, følelser og lignende, er blevet meget ringe – næsten ikke eksisterende. Men de negative følelser og kommentarer drøner lige igennem forsvarsværket. Samtidig oplever jeg det sådan, at der for hvert år, eller hvert ”angreb” på mit forsvar, støbes yderligere lag på man glasklokke. Min facade bliver skarp, stærk og modstandsdygtig – umiddelbart. I mine sene teenage år er facaden negativt dominerende, og jeg fremstår som bitter, vred, og modvillig.

Voksenlivets facade

Livet fortsætter langsomt, og teenage årene afsluttes med en negativ og bitter facade. Voksenlivet starter med en god række succesoplevelser. Mine 3 år på handelsgymnasiet, hvor jeg var dygtig og vellidt elevrådsformand det meste af perioden. 2 år som kontorelev i TDC, hvor en økonomidirektør fik mig flyttet til et andet datterselskab fordi han ikke ville af med mig igen. 2 år som HD-studerende med massiv opbakning fra arbejdsgiver. Efterfølgende en periode i TDC med spændende tilpasning af arbejdsrelationer, opgaver og endda certificeringer i SAS Base.

Disse succes-perioder medvirkede til, at min glasklokke blev en smule mere skrøbelig, og jeg fremstod efterhånden mere professionel, engageret og fagligt motiveret. Jeg søgte kontinuerligt ny viden, og nye vinkler.

Men i samme periode oplevede jeg en lang række ensartede negative situationer på familiefronten, og disse pudsede igen mit privat-ansigt af, så jeg blev mere skarp og nok også distancerende så snart der var følelser på spil. Som konsekvens deraf blev, at følelserne blev så molekylært destrueret, at der var meget lidt eller ingenting tilbage. Sådan føltes det i hvert fald.

At arbejde med sig selv – og sin facade

I 2017, i en alder af 38, møder jeg pludselig en psykolog, som giver mig et modspil, en forståelse for min selvopfattelse, og en faglig ballast, der gør, at jeg for alvor kan udfordre mig selv. Til at begynde med brugte hun 12 sessioner til at nedbryde og acceptere mit traume de tidligere teenage år. Og efterfølgende begyndte vi at arbejde med mit selvværd.

Hun gav mig en faglige forståelse for, at selvværd og selvtillid hænger sammen og som udgangspunkt fodrer og engagerer hinanden, så de nogenlunde følges ad. Men vi nåede også frem til, at jeg nok havde en blokering, når selvtilliden sendte til selvværdet. Den blokering var nok min facade, og den var ret effektiv. På dette tidspunkt var min selvtillid nogenlunde stabiliseret i et fornuftigt leje, alt imens selvværdet stadig skrabede på bunden.

Med udgangspunkt i 6 af mine udsagn begyndte vi at arbejde os modsat tilbage. 5 af de 6 blev vendt fra negative udsagn til neutralt objektive, mens den sidste var så alternativt men skarpt relevant udsagn, som vi ikke kunne nå at inddrage. Da udsagnene var omdannet til objektivt neutrale, blev de ”proppet ind i hovedet” bag glasklokken igen. Og så havde psyken færre negative argumenter for glasklokke, facade og modvilje.

I perioden derefter arbejdede jeg selv videre med tilsvarende en række udsagn, men drømmen er, at kunne forlade glasklokken og lægge facaden, og bare være Jesper.

Den positive facade

Der skal ikke herske tvivl om, at facaden kan benyttes positivt. Facaden er i høj grad etableret for at beskytte mig mod grimme følelser, negative udsagn, ubehagelige oplevelser og meget mere. Og den del af facaden vil jeg faktisk gerne fastholde. Det er et glimrende forsvarsværk, som vi alle besidder – i varierende grad og med differentieret kapacitet. Derfor er det en hårfin balance at nedbryde glasklokken, for facaden vil krakelere sammen med klokken.

Den negative facade

Den belastende del af facaden er, at den gerne modsætter sig modtagen ros, følelser og andres engagement i mig. Jeg ser hvad der gøres, og jeg hører hvad der siges. Jeg ved godt, at det er positivt ment, men min facade har et grimt ansigt, nemlig det der forstærker klokken og absorberer og destruere ethvert positivt element.

Enkelt gange kommer en smule igennem, men det er sjældent og meget lidt.

Det vi nu arbejder med er, at denne facade ikke må fylde så meget. Klokken skal langsomt gøres finere og mere skrøbelig, mens facaden minimeres, så den alene benyttes ved absolut nødvendighed. Denne proces vil vare længe, og vil fortsætte længe efter at jeg er stoppet ved psykolog. Men min psykolog har givet mig en rigtig god grobund og nogle fantastiske værktøjer til at arbejde videre med.

Opdatering 7 år senere

Glasklokken er stort set væk. Væsentligst af alt blev en omlægning af min medicin redningen til at komme ud af glasklokken. Frustrationerne var store, men psykiateren forstående, og over en periode på godt et år blev 3 præparater langsomt udfaset og et nyt kørt ind. Det skulle siges, at det nye var i en markant højere prisklasse, en ny type antidepressiv, og som jeg forstod det var der stadig nogle forbehold i det.

Positivt er det dog, at jeg i dag har det markant bedre i forhold til glasklokken, og at den kun engang imellem for alvor kommer frem.