8) Hjemløs – med bil og kuffert kommer man langt

Jeg har aldrig været hjemløs i den forstand, at jeg har sovet i en papkasse under en bro. Men det ændrer ikke på, at man sagtens kan være hjemløs alligevel. Hjemløs og rodløs. Under min anden indlæggelse på psykiatrisk mistede jeg både job og hjem, og hvordan bliver man så stabil og funktionel igen?

Det havde været en lang nedtur, og ligesom jeg jeg havde det aller værst, føltes det som et højre-hug direkte i nyrerne. Mod? Gejst? Livsvilje? Det var meget småt nu. Det startede med en nedtur fra det sikre til det usikre, en måneds indlæggelse på psykiatrien, udskrivelsen efter 4 uger. Kort efter at være blevet udskrevet blev jeg opsagt fra mit ellers sikre og glimrende arbejde, og kommunen tildelte mig revalidering for at lave en omskoling. Skæbnen ville, at mit ægteskab herefter bristede, og jeg faldt dybt i yderligere nedtur, med en ganske forfærdelig indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Herning.

Den seneste indlæggelse havde i sig selv været meget fysisk og psykisk udmattende, da jeg ikke følte nogen som helst tog deres arbejde seriøst – i direkte kontrast til min første indlæggelse, hvor personalet én etage nedenunder, var super dygtige og professionelle.

Men to dage inde i denne indlæggelse kom den måske forventelige melding – at min arbejdsgiver gjorde bruge af deres ret til at opsige mig med dags varsel indenfor prøvetiden. Der var 4 dage tilbage af prøvetiden, så det var lidt ufedt. Jeg har senere gjort mig klart, at selvom jeg elskede at arbejde med køerne – og de unge mennesker, men arbejdet med malkning, som var ret basalt arbejde, det fungerede ikke forfærdeligt godt med mit hoved.

Hjemløs på gaden

Helt på bar bund som hjemløs

Jeg havde nyligt fået en rigtigt sød kæreste. I tiden herefter opholdt jeg mig en del hos hende, men der var også lidt overnatning hjemme ved min ekskone og mine børn. Ind imellem fandt jeg også vej hjem til mine forældre.

Men når det så er sagt, så var det ikke alle overnatninger, hvor jeg havde et sted at være. De nætter foregik i min bil. Jeg foretrak at køre til en trafikeret og veloplyst rasteplads, fordi jeg følte større tryghed der. Men hverken mine midlertidige baser, eller min bil gjorde mig mindre hjemløs.

Nedslidende og skamfuldt at være hjemløs

At leve på gaden på den måde, med livet i en kuffert, er voldsomt hårdt. Det tærer på psyken, selvværd, selvtillid og faktisk også på fysikken. Jeg følte mig nedbrudt og kasseret, bortvist fra samfundet og uønsket. I samme periode distancerede jeg mig fra min familie, fordi jeg skammede mig. Jeg skammede mig over at være hjemløs. Jeg skammede mig over at være arbejdsløs. Jeg skammede mig over at have fejlet. Jeg skammede mig over, at mine børn var blevet skilsmissebørn.

Jeg følte fra bunden af mit hjerte, at jeg havde smidt alting på gulvet, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på omstændighederne. Hjemløs, forfejlet, udueligt, værdiløs. Jeg turde knap bede om hjælp, og troen på fremtiden var helt væk.

Hjemløsheden blev mere og mere dominant, og i den sidst periode, var det næsten et heldagsprojekt, at finde en løsning på overnatningen. Jeg begyndte at få samhørsforhold med de  klassiske “Hus Forbi” hjemløse, og jeg følte mig som en bums, et udskud, det laveste ros i samfundet…

En bil som hjem – eller en bil som nød-shelter for en hjemløs

At overnatte i en bil i forår, forsommer og sommer er ikke en løsning uden problemer. For det første skulle bilens motor standses, og det samme med de batterikrævende ting (fx. varme og musik), så det var ofte en kølig omgang. Jeg havde ikke en dyne med mig, så en jakke var hvad der kunne dække mig. Det var frustrerende, det var koldt, og det var bestemt ikke et rimeligt hjem for hverken mig eller mine piger. Det skal dog naturligvis understreges, at pigerne ALDRIG manglede noget og aldrig hverken opholdt eller overnattede i bilen. Jeg fandt altid en løsning når jeg havde dem.

I det hele taget var det en stigende belastning, og min psykiske balance blev stadig mere skævvredet. Og var bilen så et hjem, eller var det et køretøj med overnatningsmulighed..? Måske var den en bolig, uden at være et hjem? Der skal ikke herske tvivl om, at jeg var rigtigt glad for min bil, men…

Flere gange i denne periode begyndte jeg så småt at lede efter bolig, men med ny kæreste, stand-by på uddannelsen, rod i hovedet, og virkeligt dårligt selvværd, var det en meget uoverskuelig opgave. Pludseligt lod hovedet det vide, at overnatning i bilen var mere attraktivt end at finde en permanent løsning. Og det var meget imod min grundlæggende opdragelse. Men skam, frustration, depression, håbløshed og modløshed var gennemstrømmende følelser. Og det bare fordi jeg var hjemløs.

Fordi jeg ikke kunne. Fordi jeg ikke kunne tage mig sammen. Og jeg syntes selv, at jeg kom fra en velfungerende familie, en familie, hvor man handler og gør noget, men pludseligt gik det op for mig, at det gjorde vi måske netop ikke. I hvert fald ikke altid. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Længere…

Men så en dag, ændrede et telefonopkald ved forudsætningerne…