7) Nedtur igen, psykiatrisk afdeling

Efter en psykisk nedtur, kontakt med psykiatrien, indlæggelse og udskrivning, at være opsagt, at være tilkendt revalidering, for dertil at acceptere mit ægteskabs forsvinden, og hvad er så det næste? En nedtur igen? En psykiatrisk indlæggelse? En fyring? En udsmidning af min bolig? Læs med for at få resultatet.

Det var igen blevet vinter og et godt års tid efter min indlæggelse på psykiatrisk afdeling, hvor det hele begyndte. Min depression var uændret som middel til svær depression. Skilsmissen satte sine mærker på mig, selvom jeg ikke så gerne ville indrømme det. Skoleopholdet på landbrugsskolen var ved at være slut, men selvom jeg endnu ikke havde gjort meget for at finde en praktikplads, så var jeg nogenlunde tryg ved en eller anden form for fremtid. Men det skulle samtidig kobles sammen med, at mine selvmordstanker var stigende.

En optur blev nedtur

Med udgangen af vinteren fik jeg fundet en praktikplads i en økologisk kvægbesætning, hvilket var min absolut prioritering. Min primære opgave var i første omgang at malke. Det var arbejde på skiftende tidspunkter sammen med andre elever, som var væsentligt yngre end mig. Jeg kom rimeligt hurtigt i gang, selvom indlæringsfasen var lidt langsommere end de unges, og så nåede jeg aldrig helt op i deres tempo.

En del af min ansættelse på gården, var et boligtilbud i et hus sammen med de øvrige elever Det tog jeg imod, da jeg ikke kunne blive ved med at bo hos min nu eks-kone.

Men som tiden gik på gården, gik det op for mig, at jeg ikke skulle arbejde med “simpelt” manuelt arbejde. Jeg havde brug for at skulle bruge hovedet på en mere aktiv måde. Grunden til at jeg fandt ud af det var, at depressionen blev kontinuerligt værre. Selvmordstankerne tog til, og fra selvmordstankerne tog min nedtur til, og psyken var presset til det yderste. Hver dag troede jeg mindre på mig selv, frustrationerne steg, og min håbløshed var ved at være total.

Bunden af endnu en nedtur

Midt på foråret tog jeg igen kontakt til min læge, og med lidt dialog frem og tilbage sad vi begge med en følelse af, hvor det hele bar hen. Jeg skulle en tur omkring psykiatrisk afdeling på hospitalet, og igen måtte jeg påregne en indlæggelse.

Indlæggelse nummer to på psykiatrisk afdeling blev markant anderledes end indlæggelse nummer et.

Personalet var presset, lægerne fraværende og SOSU og SOSA’er svært overbelastede. Det resulterede i, at jeg på dag #2 fik besked om, at jeg skulle være indlagt én dag mere – indtil videre. Og det er da ikke fordi jeg havde en overvældende trang til at være indlagt. Så da jeg efterfølgende tre dage i streg, ikke kunne få en læge i tale, valgte jeg et lidt utraditionelt og ret alvorligt middel til at få kontakt ud af min nedtur.

Jeg erklærede sultestrejke

Sultestrejke er ikke noget kan skal eller bør bruge som værktøj af nogen grund. Men jeg var syg, svært selvmordstruet, frustreret og havde en ret begrænset evne til fornuft. Og så greb jeg den første “løsning”, jeg kunne komme på.

Godt tre dage nåede jeg at sultestrejke. Efter tre dages konstant dødsønske blev jeg endeligt sendt til lægesamtale, med den 3. læge fra 3 forskellige afdelinger på 3 samtaler. Sådan fortsatte min indlæggelse, og den var reelt en lang nedtur, mere end jeg var i inden. Da jeg efter 15 dage lod mig udskrive imod lægen anbefalinger, var det en kulmination på 5 lægesamtaler med 5 forskellige læger og 2 gange seriøs fejlmedicinering. Først i 5. forsøg var det den læge jeg var tilknyttet, der mødtes med mig. Hendes absolut første sætning var “Ja vi skal så finde en løsning, så vi kan få dig udskrevet på torsdag”. Den sætning satte gang i en voldsom negativ kædereaktion i mit hoved.

En af flere grunde til den markante yderligere nedtur var, at jeg et par dage inde i indlæggelsen blev opsagt fra mit arbejde på kvæg gården, og som følge deraf blev jeg også smidt ud af min bolig.

Alt i alt var 2. indlæggelse en blanding af alt det negative, man kan forestille sig som patient.