Selvbeskadigelse, arkivfoto

Hovedet var tungt. Det var som om, at de senere års oplevelser, fyldte og vejede som store kampesten. De tyngede alt i mig ned, lagde et konstant og massive pres på mig, og til sidste så jeg ikke anden udvej: dette er historien om mine selvmordsforsøg.


Gør ikke dette derhjemmeTil at starte med, skal jeg for god ordens skyld gøre opmærksom på, at det ikke er, og aldrig har været den rigtige udvej, at forsøge selvmord. Og det ER min holdning som voksen, selvom jeg som teenager ikke helt havde samme holdning, hvilket dette indlæg også vil bære kraftigt præg af. Når jeg i dette indlæg dermed skriver meninger, holdninger eller andet, som kan se ud som en opfordring til, eller accept af selvmord, skal det forstås som resultat, af min svært traumatiserede tilstand på tidspunktet.

Så kære du – prøv ikke dette derhjemme!

tilbagefaldet. er det på vej?De seneste fem år havde splittet mig ad i atomer, og følelser som glæde, mod, vilje og tro var for hver eneste dag blevet trukket ud af min krop og mit sind. Jeg blev som forstenet indeni, og udelukkende simple overlevelsesstrategier holdt mig kørende.

Den væsentligste af mine overlevelsesstrategier var min facade. Et yndet forsvarsværk for traumatiserede, men facaden er et modbydeligt værktøj. Jeg oplevede det som undertrykkende og livsløst. Jeg oplevede en kamp hvert levende sekund, en kamp mellem det sete (af andre) og det følte (af mig). Kampene tog til hver eneste dag, og der blev længere og længere imellem de “gode” dage, men det betød samtidig, at jeg stillede stadig større krav til facaden, dens stabilitet, dens vidtfavnelse. Det var facaden, der holdt mig i live, som hver eneste dag var min redningskrans til overlevelse. Og det var alene et spørgsmål om overlevelse.

Cirka et års tid efter min fars selvmordsforsøg og mit efterfølgende opbyggelse af traume ramte jeg for første gang bunden. Sådan føltes det i hvert fald. Det var en helt almindelig weekend, hvor jeg var alene hjemme. Min far og min bror var på camping, og jeg havde fået lov at springe fra. Min begrundelse var, at jeg havde det dårligt, og det var slet heller ikke forkert, tvært imod, men eftersom de psykiske konsekvenser i mit hoved, var et bandlyst samtaleemne, så var det svært at forklare min far, hvordan jeg havde det skidt. Samtidig skulle jeg nødigt “gå i stykker”, så jeg løj, støttede mig bag facaden og stolede på, at var muligt at blive stående – selv.

Rædselsweekend – dødens ønske, klar til mine selvmordsforsøg

Lørdag havde jeg sovet så længe, som søvnen tillod mig det. Omkring kl. 10:00 var jeg stået op, og jeg var allerede fra starten ikke i tvivl om, at jeg var presset. Jeg sløvede rundt i lejligheden et par timer, og kunne hverken finde ro eller energi. Mine tanker var mørke. Der var blod. En kniv. Et badekar. Et soveværelse. Og hver gang de tanker ramte mig, blev jeg slået mere ud.

Slagterkniv, værktøjet til det første af mine selvmordsforsøgJeg gik ud i køkkenet, forbi knivblokken, stoppede. Kniven stod der stadig. En kokkekniv på knap 30 cm, stor og tung, og skarp som et ondt år. Min hånd tog fat om knivens greb, trak den langsomt ud af knivblokken indtil jeg til sidst stod med den i hånden. Jeg kørte den hen over min finger, og begyndte straks at bløde. Jeg gjorde ikke noget for at stoppe blødning, men trak en stol ud fra spisebordet og satte mig ned. De røde dråber fra fingeren landede på bordet. Der var ikke mange, men de var der. Kniven stod på det yderst at spidsen, og jeg holdt skaftet, så den holdt balancen.

Kniven blev løftet og sat ned i bordet. 3 gange og 3 fine hak brød frem gennem bordets laminering. Fjerde gang ramte den ikke bordet, men min hånd. Det var ikke ret hårdt, og der skete intet ved det, men det jeg havde gang i var ubevidst. Jeg legede med kniven, prikkede lidt med den, i hånden og i armen.

Jeg lod kniven glide op over håndledet langs armen. Der var ikke mere pres på end knivens egen vægt, mine selvmordsforsøg var i gang.

Et evigt ar

Selvbeskadigelse, arkivfoto
Selvbeskadigelse, arkivfoto

Efter at have markeret på armen et par gange med knivspidsen, havde jeg fået tegnet en ganske fin hvid streg. Det var nærmest blevet tegnet op, som en tømrer tegner på træet inden det saves. Kniven fik mere vægt, og mere mens jeg langsomt skar ned langs håndledet i forsøg på at ramme blodåren lige neden under. Skyggerne i mit hoved og dæmonerne for mine øjne lukkede rummet omkring mig. Der blev tættere og mørkere, og der fandtes kun tre ting i min verden nu: Kniven og håndledet – det det første af mine selvmordsforsøg, og dæmonerne nærmest fortalte mig, at den eneste måde de kunne forsvinde på, var hvis kniven og håndledet blev ét.

Jeg trykkede hårdere og hårdere, og i lang tid kunne jeg ingenting mærke. Der var ingen konsekvens, selvom blodet dryppede stadigt hurtigere. Og med ét vågnede jeg op. Skyggerne var væk og dæmonerne var trådt tilbage i hovedet, lokalet var lyst og de to store vinduer sendte solen direkte ind på mit håndled. Det første af mine selvmordsforsøg. Jeg kiggede ned på det, lagde kniven på bordet ved siden af og afventede at blodet piblede, at kroppen langsomt afgav den så vigtige væske. Men det gik langsomt. Jeg havde ikke ramt blodåren, men alligevel var der en forholdsvist stor blodpøl under min arm. Jeg greb i en hurtig bevægelse kniven igen, og pressede spidsen ned i såret. Det gjorde ondt, meget ondt. Smerten blev så ulidelig, at jeg var nødt til at give op. Jeg havde fået lavet en effektiv flænge, men langt fra nok. Det var ikke nu jeg skulle dø.

Markering af dagen for mine selvmordsforsøg

Ar på arm 23 år efter det første af mine selvmordsforsøg
Resten af ar på håndled 23 år efter selvmordsforsøg, foto: Jesper Bjørn Schlæger

Jeg lod såret være. Hvis skæbnen ville det, så måtte det være slut. Jeg vendte armen om. På oversiden af underarmen begyndte jeg med kniven at snitte tynde snit på tværs af armen. Det var ikke hverken dybt eller voldsomt skadende, men der kom dog små ridser og enkelte dråber blod flød. Da jeg var færdig kiggede jeg på det. “Lad mig dø!” havde jeg fået skrevet. Dæmoner og mareridt, skygger og et manipulerende traume pressede mit samlede sind. Jeg havde givet op, og så var jeg ikke engang i stand til at gennemføre. Jeg sad stille og kiggede på armen. Lidt på oversiden og lidt på undersiden. Jeg sad der længe, et par timer. Det første af mine selvmordsforsøg havde fejlet.

Armen var længe stoppet med at bløde, men jeg vaskede den let, så det størknede blod kom af, og bord, gulv og kniv fik jeg gjort rent, og kniven sat på plads. Såret fik lov at stå åbent og blottet, mens jeg resten af dagen sygnede hen, men jeg var allerede i gang med overvejelserne om, hvordan jeg skulle gennemføre hvad jeg havde påbegyndt.

Dagen derpå bandt jeg et gazebind eller støttebind omkring armen, og når min far kom hjem, ville han få at vide, at jeg havde tabt en kniv under madlavningen. Løgnen var dog ikke nødvendig, for enten opdagede han det aldrig, eller også valgte han ikke at kommentere. Og hvad venner angik fortalte jeg dem, at det var et af mine selvmordsforsøg, der havde slået fejl. Jeg tror ikke, at de troede på mig.

Planlægningsfasen – brainstorming

Efter det første af mine selvmordsforsøg gik der noget tid, hvor tankerne hver eneste dag kredsede om selvmord, død, flugt, skyggerne, dæmonerne, og hver eneste dag undrede jeg mig over, at ingen kunne se igennem min facade. Jeg var ikke længere bevidst om at opretholde den, jeg gjorde det bare. Vi havde ikke internet dengang, så da jeg begyndte at brainstorme på, hvordan jeg mon kunne komme fri af mit mareridt, var det næsten på ren fantasi. Jeg havde observeret nogle ting fra min far, og jeg havde set noget i fjernsynet, der måske kunne bruges.

  • En kniv og en pulsåre
  • Nogen piller af en art – jeg anede dog ikke hvilke og hvor mange
  • Et reb om halsen
  • En flyvetur fra højst muligt punkt
  • og en pistol i munden og imod hjernen

Jeg ville for alt i verden gerne undgå, at for mange mennesker skulle se synet og deltage i oprydningen efter mine selvmordsforsøg, så det kunne ikke ske i offentlighed, og da der ikke var noget at vikle et reb om i vores lejlighed, blev både rebet og flyveturen fravalgt. Kniven havde jeg forsøgt mig med, og smerten var for stor. Jeg troede ikke selv på, at jeg ville kunne gennemføre det, så tilbage var medicin og et skydevåben. Jeg vidst ikke, hvordan jeg skulle få adgang til nogen af delene, men blev enig med mig selv om, at medicinen formodentlig ville være det sværeste, da det for det første skulle skaffes, rette mængde skulle indtages, og så gjorde garanteret sindsygt ondt – i lang tid, ergo kunne det heller ikke være værktøjet til mine selvmordsforsøg.

Udelukkelsesmetoden, pistol!

Så jeg besluttede mig for et skydevåben. Hvordan jeg skulle skaffe det, anede jeg ikke, men jeg tænkte, at nogle at de værste typer i området måtte kunne hjælpe. Igennem en periode lod jeg min far være ufrivillig investor, mens jeg langsomt tog større og større mængder kontanter fra hans pung mens han så tv.

Jeg henvendte mig efter noget tid til en, som jeg troede kunne hjælpe. Jeg fortalte at jeg var meget interesseret i at skyde til måls, og om han kunne hjælpe med noget, gerne en pistol eller revolver. Han var ikke vildt imponeret over min forespørgsel, så jeg blev sendt væk. Jeg prøvede mig frem et par andre steder, og på en pub lidt fra lokalområdet fik jeg gevinst. En af druk-hovederne havde en pistol jeg måtte købe, med ammunition. Vi aftalte tid og sted, og pris.

Pistolen i munden – total opgivelse ved mine selvmordsforsøg

Det var igen blevet weekend, og jeg havde det igen meget skidt. Der var gået noget tid siden jeg sad med kniven, og næsten hver eneste dag havde været lige så svære som den dag. Facaden var langsomt blevet mere omklamrende, og føltes efterhånden som en tyk glasklokke. Jeg kunne se, hvad der skete omkring mig, og lydene trængte også igennem, dog lidt dæmpede, så jeg oplevede verden omkring mig, den trængte bare ikke helt ind. Endvidere gjorde glasklokken, at mine følelser, grimme tanker og selvdestruktive handlinger ikke nåede ud til familie, venner og bekendte.

Den formiddag var lidt værre end de andre. Uden at tænke yderligere over det fandt jeg pistolen frem. Jeg rullede gardinerne for, satte magasinet i og tog ladegreb. Tiden forsvandt for mig, og jeg tabte al forbindelse til tid og sted. Jeg kiggede bare på pistolen, vendte og drejede den. Den var klar til brug.

Jeg stak pistolens løb ind i munden, drejede den så den pegede op imod hjernen og trykkede…

Efterspillet

Der blev stille. Jeg sad med lukkede øjne, og stivnede fuldstændigt. Mon det var sådan det skulle føles, og var jeg død. Noget tid gik, og jeg sad helt stille.

Jeg åbnede øjnene. Jeg sad stadig på mit værelse, gardinerne var stadig trukket for, og udover min læbe kunne jeg ikke mærke, at der var sket noget. Jeg tog pistolen ud af munden og kiggede på den. Der var åbent ind til kammeret og en patron sad fast, pistolen havde ikke været i stand til at affyre. Min læbe måtte have fået et lille niv, da jeg trykkede af, og mekanikken havde bevæget sig.

Men hvorfor affyrede den ikke? Jeg var lamslået over det, og tvivlen om hvorvidt en skæbne eller anden magt havde stoppet mig, begyndte at rumstere i mit hoved. Jeg pakkede pistolen ind i et håndklæde, lagde den i en pose, bandt en tæt knude, og smed den i skakten. Det var ikke meningen, at jeg skulle dø den dag.

I mange år efter, op imod 23 år efter, blev min facade forfinet hver eneste dag. Tankerne om de to selvmordsforsøg har præget mig hver dag siden, og den konstante opbygning af facade eller glasklokke blev en grundstøtte for mit liv, min hverdag, mine følelser. Men jeg erkendte for mig selv, at det med selvmord, det kunne jeg ikke finde ud af!

Mange år senere falder min facade, og behandlingen kan begynde. Læs med om 2 1/2 år i helvede

Ærlig og personlig provo-debattør med holdning og engagement. Dybe emner, der ofte udfordrer tabu belagte emner. En vidensbegærlig og struktureret mand, der som udgangspunkt behandler alle med respekt - med mindre det tjener et højere og vigtigere mål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.