Fanget i en glasklokke – den tunge bagside af psykofarmaka medicin
Jeg bor i en glasklokke helt frataget klare følelser. Siden mit sammenbrud i november 2014 har jeg modtaget psykofarmaka1) medicin i mange varianter og varierende mængder. Men siden den allerførste recept har bivirkninger domineret mit liv og min hverdag så jeg føler mig fanget i en glasklokke.
1: Hvad er Psykofarmaka (medicin.dk)
Den enlige værste bivirkning er uden tvivl den konstante glasklokke, der fuldstændigt forhindrer mig i at adoptere og forplante følelser. Jeg kan sagtens give et smil når der sker noget sjovt eller sødt, og jeg er meget bevidst om at smile til mennesker, som jeg passerer i hverdagen, men det trænger ikke igennem, og det bliver ikke til en blivende permanent forankret følelse. I stedet holdes jeg i en tilstand af ligegyldighed og tristhed.
En sådan blokade og følelsesløshed kan være enormt opslidende og tristheden, frustrationen, håbløsheden samt følelsen af fortabte interaktioner bliver den konstante tilstand hver dag. På grund af disse, er venskaber og endda familierelationer blevet skubbet bort i distancen, enten med baggrund i at de ikke bragte mig glæde og lykke (det gør ingen) eller fordi jeg ønskede at forskåne eller beskytte dem mod den negativitet og ligegyldighed, som jeg udstråler.
Dette til trods, så går jeg nu på 4. år på Aarhus Universitet i Herning (bacheloruddannelsen blev afsluttet denne sommer – 2021) og jeg har en meget aktiv person på campus. Selvom jeg faktisk synes om de ting jeg laver på campus, så er det lige så meget for at skabe midlertidige bobler fra at falde tilbage til det hul jeg kom fra – for at skabe en kortvarig tilstand af normalitet. Resten af tiden er jeg fanget i en glasklokke.
Introvert og social angst som konsekvens når fanget i en glasklokke
Det er mit gæt og overbevisning, at jeg altid har været en forholdsvist introvert personlighed, men med mine diagnoser følger også en sidediagnose med angst, som oftest udspiller sig som social angst. Oftest når angsten tager dominans bruger jeg en taktik at træde op imod den og bevæge mig ind i en påtaget social situation iblandt medstuderende og andre samarbejdspartnere, men andre gange rammer angsten mig som en hammer, og jeg forsvinder fra situationen. De dage er meget svære at komme igennem.
(indlægget fortsætter under billederne)
Ødelagt korttidshukommelse og manglende koncentration påvirker i høj grad studiet
Heldigvis har jeg forholdsvist stærke boglige evner og masser af erfaring at trække på, men det er absolut også nødvendigt i den nuværende situation. Tab af korttidshukommelse, koncentrationsvanskeligheder og kontant søvnmangel opsluger størstedelen af min energi, så selv simple opgaver som at læse en artikel eller i en bog tager uforholdsmæssigt lang tid, ligesom jeg har tendens til at drive væk i træthed eller mod spredt tankemylder. Konsekvensen er at jeg meget sjældent kommer igennem læsematerialet, og ligeledes må jeg anvende strategier for at komme opmærksomt igennem forelæsninger og undervisning. Det er strategier, der tillader mig at blive momentalt fraværende for hurtigst muligt at vende tilbage ”til overfladen”. Det kan lyde som en tåbelig strategi, men alternativet ville være at gå glip af hele den resterende undervisning.
Vægtskifte, 25 kg efter 3 måneder på psykofarmaka
Antipsykotisk medicin bringer mange forskellige sidevirkninger med sig. Få er ønskede og langt de fleste er uønskede bivirkninger. Det første jeg oplevede, var en vægtøgning på hele 25 kg på 3 måneder – og de første 7,5 kg var på blot 6 dage. Oven i det er mit stofskifte og min skjoldbruskkirtel blevet mærkbart forringede, ligesom flere andre indre organer har lidt en formentlig varig skade som følge af de store mængder medicin.
Den værste bagside af psykofarmaka at være fanget i en glasklokke
Mit sammenbrud i november 2014, der var begyndelsen til 2½ år i helvede havde mange konsekvenser. Tab af job & karriere, del-årsag til skilsmisse, psykiatriske indlæggelser og en lang periode med ustabil sofasurfing og generel rodløshed.
Men den værste konsekvens var den totale forsegling af følelsesmæssige egenskaber. De er et konstant handikap – en invalidering – og ikke en eneste dag passerer uden håbløshed og fortvivlelse og et ønske om at kunne se en ende på det hele… Indtil da tager jeg troligt min medicin med håbet om forandring.
