Drikkehorn – et ko-horn får atter liv
Ko-horn er de fleste steder i verden blot et affaldsprodukt. Det har ingen værdi og brændes blot. Men enkelte steder i verden er situationen en anden. I Danmark er det i særdeleshed vores forfædre fra vikingetiden/den sene jernalder, der giver et ko-horn værdi, for vikingerne havde et utal af anvendelsesmuligheder til hornene. Det er en udtalt misforståelse, st vikingerne bar hjelme med horn. Bevares, nogle har måske gjort det, men der er intet belæg for en generalisering. Drikkehorn derimod var en meget stor ting. Dertil kunne laves kamme, skeer, smykker og meget mere.
Nutidens horn-produktion
I nutidens landbrugsproduktion er det helt normalt at afhorne tyrekalvene i en meget ung alder, så skader mellem dyrene og mod mennesker begrænses mest muligt. Det er vitterligt et spørgsmål og skadeskontrol og profitoptimering.
Derfor er det ikke nemt at skaffe dansk-producerede horn.
I stedet bruger jeg horn importeret fra Tanzania, hvor hornene eller har været brændt efter koens slagtning, men nu i nogen omfang er blevet til en eksportvare. Dermed har vi i dag adgang til store og flotte ko-horn, en spildprodukt bliver til brugsvare eller kunst, og landmanden i Tanzania tjener en slat mere på sin produktion. En ren Win-Win situation.
Et horn bliver til kunst
Med tiden vil jeg lave en beskrivelse og dokumentation af, hvordan jeg jeg vælger at dekorere og udsmykke drikkehorn. Vend gerne tilbage, linket vil findes her, mær det er klart.
Mine drikkehorn, kunstneriske produktioner af et horn, der var spildprodukt
Jeg skærer, fræser, sliber, dekorerer, maler og pudser mine drikkehorn. Indtil nu har der været et klart og udtalt tema i hvert horn.
- Friggas horn – min første produktion med fokus på min yngste datter Frigga
- Fenjas horn – min anden produktion, denne til min ældste datter Fenja
- Thors hyldest – andre metoder og processer med dekorationer på en helt anden måde