Nag

Jeg har i årevis båret nag til flere personer efter følelse af svigt og manglende vilje, til at gøre det godt igen. At bære nag gør ondt. Det er opslidende og destruktivt. Jeg bilder mig ind, at jeg gennem årene har været i tæt nærkontakt med hele følelsesregisteret, men nag har været den klart tungeste, og den der har ødelagt mest for mig og dem.

Uden at komme nærmere ind på hvem og hvorfor, så er mit nag blevet håndteret meget forskelligt. Men der har også været forskellige grunde til, at det nogensinde er opstået. Naget i sig selv har også været af varierende intensitet.

Jeg har nok været slem til det. Slem til at bære nag overfor min kontaktflade, når jeg har følt mig svigtet, om så det har været arbejde, uddannelse, familie eller venner. Og nogen gange har det vist sig, at naget ikke var berettiget. Eller det værd…

Det uberettigede nag

Jeg havde på et tidspunkt en kollega, der qua nogle udtalelser til og om mig, fik hele spektret at nag-følelserne i kog. Hun var faktisk en vellidt kollega, også hos mig. Men hun konfronterede mig med nogle emner, som jeg slet ikke kunne forholde mig til.

I et par år gik jeg og var påvirket af det nag. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule det. Jeg ved ikke om hun nogensinde forstod det, men vores beskæftigelse gjorde så også, at vi var nødt til at samarbejde når vi arbejdede sammen. Der var ikke plads til den række af følelser. Så vi samarbejdede.

En del tid var gået, og jeg opsagde min stilling af årsager, der ikke er relevante i dette indlæg. Men det er relevant nok, fordi pågældende kollega nu åbent, venligt og nærmest imødekommende gentog for mig, hvad hun havde udtalt om mig tidligere. I det øjeblik, i den situation, forstod jeg pludseligt hvorfor hun havde udtalt således. At det i virkeligheden var sagt til mig i god mening. Jeg var bare ikke klar til at forstå før da.

Så mit nag var ikke berettiget, men sådan er det ikke altid.

Det berettigede nag – afsluttet

En person der stod mig nær svigtede mig på det groveste. I mange år plagede det mig groft, men samtidig med at det gjorde mig ondt, så manglede jeg modet til at konfrontere vedkommende. Svigtet var dybt personligt, og af en type, der kunne betegnes som yderst urimeligt.

Jeg havde egentlig flere muligheder for at tage konfrontationen, men jeg turde ikke. Jeg var bange for konsekvensen.

Pludseligt en dag var muligheden der. Jeg havde modet, vedkommende havde tid, overskud og vilje, og vi var alene. Jeg tog samtalen. Samtalen kom til at indeholde langt mere end forventet – og den gik langt bedre end jeg havde turdet håbe på.

Vi endte faktisk med en super god dialog, hvor vi begge kom med en række forklaringer på observationer, tanker og følelser. Det var en af de rigtigt gode samtaler.

Mit nag var uden tvivl berettiget og på ingen måde urimeligt, men meget af det er væk i dag. En ganske lille del sidder der dog stadig, og det vil den muligvis altid gøre. Men selv om naget var berettiget, så hersker der ingen tvivl om, at samtalen vi havde var det bedste der kunne ske.

Jeg tænker at moralen i det forhold er, at fortid ikke altid er fortid for begge parter. En morale om, at dialog, vilje til at hjælpe den anden og accept af den andens verdensbillede, bør være naturlige forhold for enhver.

Det berettigede nag – uafsluttet

I en tredje situation med en tredje person oplevede jeg ligeledes et voldsomt svigt. Personen levede ikke op til sit ansvar, og overlod mig selv og andre med et urimeligt ansvar og svigt – nederlag, frustration og modløshed – og deraf desværre også nag og meget af det.

Årene gik og svigtet føltes uendeligt, og således gjorde også naget. Jeg kunne ikke forstå hverken hvordan svigtet kunne ske, og ej heller hvordan jeg kunne besidde så voldsomme negative og destruktive følelser. Det var ikke sådan jeg kendte mig selv, så det betød samtidig en væsentlig transformation af min selvopfattelse og mit følelsesregister. Jeg forsøgte flere gange at gå i dialog med vedkommende, men det var som om, at jo længere tid der gik, desto mere modvillig blev personen.

Jeg har i dag ikke længere kontakt til vedkommende, men det gør ikke følelserne – blandt andet mit nag – mindre. Og jeg kan kun afvikle det ved egen kraft. Det vil sige arbejde med selvværd og selvtillid, selverkendelse og ikke mindst accept, fordi nogen gange kan man bare ikke bede en person om at erkende sit svigt – uanset hvor meget man har brug for det !!

Du er velkommen til at dele dine oplevelser eller opfattelser af begrebet og følelsen nag. Jeg står også gerne på mål for mine oplevelser, så længe de kan forblive anonymiserede.