3) Udskrevet efter de bedste 4 uger i mit liv
Nøj hvor var jeg bange. Jeg var blevet udskrevet efter 4 ugers indlæggelse i min første kontakt med psykiatrien.
De 4 uger havde været en rutschebanetur på godt og ondt. Det havde været hårdt, det havde gjort ondt! Det havde været terapeutisk, det havde været helende. Og samtidig var de fysiske forhold glimrende til formålet. En hospitalsstue i en fin størrelse, god udsigt til en flot gårdhave, gode og kvalificerede læger, sygeplejersker, SOSA og SOSU’er, ergoterapeuter og rengøringspersonale.
Professionelt personale havde fokus på at man blev udskrevet på rette tid
Alle som en var søde, betryggende og beroligende at have omkring sig. Heldigvis havde jeg fået lidt fleksibilitet allerede efter et par dage, dels til at rende i Føtex efter en tandbørste, men også til at løbe en tur omkring hospitalet et par gange om ugen. At have en patient, der skulle ud og løbe i byens gader, var vist ikke helt noget de var vant til, men under de indledende udredninger nåede vi ret hurtigt frem til, at løbeture på det tidspunkt var god terapi for mig.
De første to uger af min indlæggelse havde der været fyldt med undersøgelser og udredninger, men som tiden nærmede sig til, at jeg ville blive udskrevet, blev undersøgelser og udredninger færre, og diagnoserne blev mere tydelige og stabile. Tre diagnoser og en personlighedsforstyrrelse (vil jeg tro, at det hedder).
- PTSD (Post Traumatisk Stress disorder)
- Bipolar affektiv sindslidelse (ManioDepressiv hed det engang)
- Generaliseret angst
- og endeligt, tilknytningsforstyrrelse
De sidste to uger indtil jeg ville blive udskrevet, var fokus på ro og stabilitet. På at finde mig selv, finde min jordforbindelse og blive mentalt klar til at blive udskrevet.
Udskrevet til fleksibilitet
Da dagen kom for at blive udskrevet, skulle jeg hjem til Grangaard, min hustru, mine to døtre og min plejesøn. Omvæltningen fra indlæggelse til udskrevet var langt større end jeg havde forventet, men min hustru havde heldigvis hørt efter i timen på hospitalet, så min side af soveværelset var ny-indrettet med billeder, citater, stearinlys, chokolade og sodavand. Hun havde nemlig bemærket lægens formaninger om at huske at holde pauser i løbet af dagen, noget jeg aldrig har været glad for at huske.
Nuvel støtten i mit hjem var stor, og langt størstedelen af min egen og min svigerfamilie udviste forståelse. Der var imidlertid også eksempler på personer, som ikke kunne eller ville forstå min situation. Et familiemedlem brugte sågar lange emails på at fortælle mig, at jeg bare skulle tage mig sammen. På tidspunktet for de beskeder var jeg svært deprimeret, så vedkommendes udmeldinger pressede meget hårdt på selvmordstankerne, og endda selvmordsimpulserne. At jeg kan sidde og skrive i dag fortæller naturligvis, at jeg ikke lod mig styre af impulserne, men vedkommende gjorde min kamp meget længere og meget hårdere end den behøvede være.
Dag efter dag, uge efter uge
Dagene og ugerne gik, og de var struktureret og tilrettelagt ned til hver enkelt time. Julens travlhed stod for døren, og normalen for os, var rigtigt mange planer. Som ny udskrevet kunne jeg slet ikke overskue mængden af planer. Resultatet var, at jeg fravalgte over halvdelen af dagene. Min hustru valgte at støtte mig 100%, så hun var hos mig stort set hele tiden. Omverdenen var heldigvis stærkt støttende, og hver som en var respekten og anerkendelsen af, at jeg netop var udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Julen kom. Julen gik, og snart var et nyt år startet.
