Facebook åbnede på min skærm, søgefunktionen og jeg tastede hende navn. En evighed tog det, siden indlæste og hendes billede skabtes på skærmen. Jeg scrollede ned over siden, så de smukke bryllupsbilleder, men noget så lidt underligt ud. Hvorfor stod alt i datid?

Når camping skaber relationer

Det var nok i 1994 eller der omkring, den sidste uge af skolernes sommerferie, og jeg var på camping med min far, hans kæreste og min bror. Campingpladsen var en middelstor plads i det midtjyske direkte ned til Gudenåen, en plads med legepladser, badeland, en fin lille kiosk, geder i indhegning og ganske meget mere.

Vi besøgte campingpladsen de fleste weekender, campingvognen stod fast opstillet i forår og efterår på pladsen, og jeg havde adskillige gode venner blandt de andre fastliggere. Men samtidig var der weekend-campister især i skoleferier og ugerne der omkring, især danske, tyske og hollandske campister.

Denne uge startede som alle andre af slagsen. De samme rutiner, den samme frihed, den samme friske luft, og de samme fastliggere.

Camping-flirt

Men noget var anderledes denne gang. På stikvejen overfor vores plads stod en campingvogn, som jeg ikke før havde set. Min nysgerrighed tog hurtigt fart, og jeg var ret hurtigt forbi vognen, blot for at se nærmere på den. Nummerpladen på campingvogn og bil var gul og bestod af 6 tegn forbundet med 2 bindestreger. Det var hollændere. Jeg fortsatte, fandt min bedste ven på plads, og vi besluttede os for at plante os i TV-stuen, et yndet samlingspunkt for pladsens unge. Der sad allerede 4 unge mennesker, der talte et sprog, som jeg med stor overbevisning vurderede til hollandsk. Fordi vi camperede fast, havde jeg et ret godt øre for at identificere sprog. På en campingplads er det uhyre nemt at skabe kontakt med nye mennesker, og denne dag var ikke anderledes. Det tog ikke længe at falde i snak med de fire. Wouter, Marjolein og Annewil var søskende, og Rokus var en fælles ven af familien. Jeg faldt især i snak med Annewil, og vi fik en rigtig god relation. Jeg skal blankt erkende, at jeg blev lidt små-forelsket i hende. Annewil var cirka halvandet år yngre end mig, og som rimeligt erfaren campist vidste jeg godt, at chancen dig at se hende igen, var forholdsvis ringe, desværre. Det meste af den uge foregik sammen med Van Kempen familien. Jeg talte meget med Annewil, vi lærte hinanden forskellige gloser og sætninger fra eget sprog, badede, gik ture og hang ud. Som ugen gik voksede min interesse for hende, men tiden gik, og snart var ugen slut. De skulle hjem til Holland, vi til Viby. Inden vi skyldtes udvekslede vi adresser, og aftalte at skrives ved.

Pennevenner, støtter, fortrolige

Allerede på vej hjem skrev jeg det første brev. Jeg var pennevenner med et par stykker, som jeg havde mødt i campinglivet, så det var almindelig viden for mig, hvordan et brev skulle forfattes, indkøb af kuverter, hvor mange stykker papir af hvilken slags, der kunne være i hvilken kuvert osv. Der gik under en uge, før jeg modtog første brev fra hende. Vores breve var typisk 2-3 dage undervejs, og det betød, at jeg sendte og modtog et brev stort set hver uge. Sådan stod det på i flere år. Vi skrev sammen om alt. Intet var for stort og intet for småt.Som tiden gik, udviklede mine følelser for Annewil sig. Ikke i den retning men nok mest oplagt skulle tro. Nej hun blev en stadig tættere fortrolig, en meget nær ven, og hun er nok den fra mine teenageår, der vidste mest om det meste. Cirka 5 år gik der på denne måde.

I årene omkring årtusindeskiftet faldt intensiteten på vores brevveksling, og omkring 2005 døde kontakten trods e-mail helt. Vi var begge blevet voksne og havde travlt med uddannelse, kærester, arbejde og alt det der.

De sociale medier samler

Jeg husker ikke, hvornår jeg fandt hende på Facebook, men 2008-2010 er et ret godt bud. Facebook skabte kontakt imellem Annewil og jeg igen, men den var en falsk form for kontakt. Jeg har aldrig fået spurgt hende, hvordan hun så på det, men imens jeg følte, at jeg fulgte hendes sporadiske opdateringer, gik årene for os. Vi har nok skrevet sammen over Facebook over 2, 3 eller 4 omgange, og i torsdags gik tankerne i Annewils retning, da “pennevenner” dukkede op i en samtale med en ven.

Facebook åbnede på min skærm, søgefunktionen og jeg tastede hende navn. En evighed tog det, siden indlæste og hendes billede skabtes på skærmen. Jeg scrollede ned over siden, så de smukke bryllupsbilleder, men noget så lidt underligt ud. Hvorfor stod alt i datid?

Når venskabet er gået tabt

Selvom hendes Facebook profil gav mig en frygtelig mistanke, så måtte der alligevel nogle Google-søgninger til, Google translate måtte hjælpe mig med det hollandske, og i dag gik sandheden for alvor op for mig. Min nære og gode veninde gennem så mange år er for mere end 2 år siden død som følge af cancer. 35 år, nygift og mor til et lille barn. Annewil min ven, ÆRET VÆRE DIT MINDE ????????