Er opdragelse kunst eller håbløshed

Det er en hverdag eftermiddag i slutningen af sommerferien, og DOKK1 er godt fyldt med børn med og uden opdragelse, der bruger energi og forældre, der modvilligt prøver at give slip. Det er sikkert snart arbejds start for de fleste, og børnenes opdragelse har stået sin prøve.

DOKK1 er, for den ikke stedkendte, det nu flotte Hovedbibliotek og borgerservice i Aarhus, og faciliteter for børn og voksne er fantastiske. Men det er også her man diskret kan observere på opdragelse i alverdens versioner. Og så er det, at jeg tænker, er opdragelse kunst eller en håbløs ageren fra forældrene?

iPhone-tablet-nørderi-forældre-opdragelse

For at starte med mig selv, så siger det næsten sig selv, at jeg sidder med et elektronisk aggregat og noterer tanker og observationer men mine døtre leger. Og vi er et par stykker af den slags, nuvel jeg tæller fem. Og så kommer vor unge poder væltende, og så bliver vores lille gruppe delt i tre:

1. Ham der knap kigger op på sit barn, og nærmest fejer barnet af, fordi seneste nyt på mail eller i sportens verden er vigtigere. Hans barn ender med et give op og acceptere, at far har ikke tid. Gad vide hvordan det påvirker dét barn.
2. Så er der “min” gruppe, og beskrivelsen af den kunne godt blive lidt hellig – jeg skal prøve at lade være. I det øjeblik vores børn kan ses eller høres, er vi klar til dem. Et hurtigt tryk på “Gem” eller “sluk”, og vi er klar. Barnet modtages med øjenkontakt, barnets ærinde tages imod og håndteres og glad trisser barnet afsted igen. Men jeg skal ikke være FOR hellig, for det er ikke længe siden, at jeg hørte i 3. Gruppe.
3. Når jeg ser på børnene er det her nok den værste gruppe. Forældrene indgår i dialogen når barnet kommer, men telefonen er ikke lagt helt væk. Så dialogen med barnet er påvirket af, at forælderen ikke er HELT tilstedeværende. Resultatet er, at barnet går både modløst, forvirret og frustreret derfra.

Hvordan påvirker det vores opdragelse?

Men hvad opdragelse er det vi giver vor børn, når telefoner og tablets fylder så meget. Jeg ER stor-forbruger af min mobil, og periodisk af min PC, og når jeg ind imellem stadig opdager mig selv optaget mere af elektronik, end mine børn, så bider jeg mig selv i tungen over det.

Den opdragelse jeg gerne – og min ekskone gerne – vil giver vores børn er frihed under ansvar, men samtidig, at vi altid er til stede fysisk og mentalt, når de har behov for det.

Og det forudsætter en udpræget vilje til at lade børnene gå på opdagelse – næsten uden forældre – med risiko for fejl, spænding, social udvikling og meget mere.

Curling “det er min opdragelse mod resten af verden” forældrene

Jeg ved ikke rigtigt om det skal tilskrives opdragelse, samfundsudvikling, personlig adfærd eller for stort antal vundne kampe for de danske curling kvinder?

Som jeg oplever curling forældrene i dag, så sidder de meget tæt på ad deres børn, har konstant øjenkontakt. Og når et curling barn ind imellem falder og små-slår sig, så er det enten DOKK1, andre børn eller andre forældre der bærer skylden. Det er ALDRIG dem selv eller barnet, der bærer skylden ?

Man ser curling forældre med store oppakninger, fordi hvis nu et eller andet usandsynligt uheld er ude, så er den obligatoriske pusletaske slet ikke nok. Er barnet i et tumle rum sidder de ikke i de opstillede sofaer udenfor, men inde i tumle rummet, og gerne i umiddelbar nærhed af en af de meget få elementer, som curling forælderen har godkendt som ufarligt til leg.

Curling forælderen ses også gerne i hysterisk panik, hvis barnet er kommet til at gå bag en bogreol. Sæt nu barnet er bortført. Og ellers er det gerne de forældre, der går til yderligheder for at få en siddeplads nærmest muligt børnene.

Forældre på afstand – opdragelse uden kontakt

Det sidste gruppe jeg ser i dag, er dem jeg sværrest kan associere til. De vil så gerne gøre alt det rigtige, men vil under ingen omstændigheder benævnes med ordet “curling”. Derfor holder de ofte en behørig afstand, og sidder og lader som om de læser en bog. Men de kan umuligt læse ret meget, for de bruger 8 af 10 sekunder på at kigge op over avisen, og så straks barnet bevæger sig ud af synsvinklen, har forælderen travlt med at trippe rundt efter en ny synsvinkel. Når barnet kommer retur for at tale med forælderen, bliver det rigtigt sjovt. Forælderen har nu travlt med at overbevise barnet om, ikke at have nogen viden om, hvad barnet har lavet og hvor det har været.

Jeg troede så, at det var det, men denne kære forælder var helt tydeligt bange for, at der skulle ske barnet noget. Frem blev hentet ikke en klapvogn, men en stor cykelvogn fyldt med effekter. Der manglede intet. Der var alt! Skiftetøj i flere sæt, mad til en uge, drikkevand til at justere Aarhus Bugt, legetøj, vel-forvokset pusletaske og en førstehjælpskasse, som en ambulancefører ville misunde.

Og samtidig så han skævt til os andre, der gik rundt med en lille standard pusletaske næsten uden indhold. Og et øjeblik følte jeg mig skyldig. Jeg følte gennem hans øjne, at jeg ikke var en god nok far. Jeg følte at jeg ikke var ordenligt forberedt, og at jeg nærmest forsømte mine børn.

Men han mente det nok ikke sådan. Han mente naturligvis nok, at jeg var en inspiration for ham. Eller ikke…?

Kaos i legeland

Dagen derpå var jeg med mine to børn og mine forældre i et større indendørs legeland ved Aarhus. Og hvad ser man så? Der er naturligvis forældre, deres små immobile rollinger igennem labyrinten af legeredskaber, så barnet kan prøve forlystelser, som det ellers ikke havde afgang til.

Så er der forældrene, der konstant står langs legeområdet og holder øjenkontakt med sine børn. De forældre nyder de nok mere end børnene.. Eller måske er de så bange for at barne kommer til skade, eller blot bliver ked…?

Og så er der mine forældre og mig, som sammen med de 80% andre tilstedeværende, har placeret sig i sofagrupper eller omkring borde. Her går snakken, der bliver tastet på mobiltelefoner, og alle lader til ubekymret at hygge sig. Ind imellem bliver hyggen afbrudt af et grædende eller spørgende barn. Men afbrydelsen varer gerne kort tid, og så har hyggen og roen igen sænket sig.

Hvilken retning af opdragelse skal jeg vælge?

Ingen, alle, den ene..? Der ER ikke noget facit, og lur mig om ikke der er fordele og ulemper ved alle typer opdragelse. Vi gør alle vort bedste, og så er det vel godt nok? Og i virkeligheden ved vi først efter 18-20 år, om vi burde have gjort noget anderledes.