Det er blevet 1986, og min mor og far har valgt at købe et rækkehus i en anden forstad til Aarhus. Formålet med hus-købet er at blive mere selvstændige i forhold til at bo til leje. Huset er spændende, velindrettet med 3 værelser på overetagen. Jeg glæder mig meget til flytningen, og jeg glæder mig til muligheden for endnu flere venner og legekammerater. Nej hvor er det hele dog spændende, men så…

Model: Jesper Bjørn Schlæger til egen fødselsdag. Fotograf: Gert Schlæger

Det hele begyndte meget godt. Vejen vi var flyttet ind på, var næsten udelukkende børnefamilier, og der var børn i alle aldre. Jeg fik lynhurtigt venner på vejen, og jeg faldt rigtig godt til. Vi havde ikke boet der længe, før der var tale om, at jeg skulle flytte ud på den lokale skole. Det skulle primært ske for at spare min transport og transporttid. Jeg var ikke overvældende lykkelig for at flytte skole, og da slet ikke da jeg havde et glimrende socialt liv på den tidligere skole.

Jeg gik i 3. klasse, da jeg fik at vide, at nu var det tid til skoleskiftet. Jeg husker ikke helt omstændighederne omkring skoleskiftet, men det kan have været lidt rodet. Skiftet kom sidst på foråret i 3. klasse. Jeg havde ikke voldsomt lang til tid at forholde mig til situationen, men jeg vidste godt, at når først skiftet begyndte, ville i hvert fald nogle af de gamle venner falde fra. At sige at jeg vidste er måske en kende overdrevet, for jeg var jo kun barn, men jeg var lidt forberedt op, at det kunne ske.

Selve skoleskiftet var vist ikke så vanskeligt igen, men jeg må erkende, at kun få fra min nye klasse virkelige fik gjort indtryk på mig. Lars-Bo, Zami, Peter, Miriam. Jeg ved selvfølgelig, at der var flere, men jeg husker ikke deres navne. Enkelte slørede ansigter kunne fra tid til anden sætte sig fast i min erindring. Men de to første Zami og især Lars-Bo tog rigtigt fint imod mig. I det hele taget oplevede jeg skolen som meget åben og imødekommende, men på nogle punkter også lidt problematisk.

Mobning var ikke kun mod eleverne

Det har nok været engang i fjerde klasse, hvor vi havde en vikar i et af vore fag. Muligvis kan hun have været en ny fast lærer for os. Allerede da hun trådte ind i klasselokalet var det for længst begyndt. Forberedelserne var omhyggeligt gjort af disse 3.-4. klasses elever, og hun anede ikke, hvad hun var trådt ind til.

• 

  Læreren stod skydeskive for mobning

  Viskelæder i dørkarmen, så døren ikke kunne lukke

• Tavlen vasket nyligt af med store mængder vand, så kridt ikke havde nogen virkning
• Alt tavlekridt knækket i mindre stykker, og svampen var totalt søbet til i vand
• Tegnestift under stoffet i sædet på lærerens stol
• Udover de fysiske foranstaltninger mindes jeg, at læreren blev totalt overhørt, uanset hvad hun sagde.

Jeg var ikke selv en aktiv del af mobberierne, men syntes garanteret at det var hylende morsomt. Hukommelsen er ikke helt så stærk på denne episode, men hun kom i hvert fald nogle gange indtil en dag, hvor det åbenbart blev for meget af det gode. Hun forlod i hvert fald klassen stærkt oprørt, og et par dage senere troppede skoleinspektøren op til vores time, og brugte det meste af en undervisningslektion på at tale stolpe op og stolpe ned om, hvad han ikke ville acceptere i forhold til hans personaler. Var det kedeligt at høre på? Helt sikkert! Jeg husker i hvert fald ikke et ord han sagde…

I en periode efter læreren havde forladt os, var det skoleinspektøren, der mødte op som underviser for os.  Og jeg mindes ikke, at vi nogensinde så den kvindelige lærer igen – hverken i vores klasse eller på gangene.

Skilsmisse

Højlydt skænderi

Jeg er nok ikke den eneste, selvom det føltes lidt således i situationen. Der var sikkert andre, men jeg følte at hele verden var imod mig, som om jeg var det første barn nogensinde, der havde oplevet det – mine forældres skilsmisse. Skilsmissen var, set fra børnehøjde, ellers ikke noget specielt. Mine forældre skændtes, den ene flyttede, og den anden blev tilbage. I en periode tror jeg ikke vi så vildt meget til den flyttede forælder, men en eller anden kontakt har der da været.

Når jeg tænker tilbage på tiden omkring mine forældres skilsmisse, så var den ikke ret slem. De havde naturligvis deres uenigheder, og de hævede ganske bestemt stemmerne overfor hinanden.  Derfor naturligvis var det en tid med udfordringer, og i perioder i årene efter hørte vi børn også udtalelser eller navnebenævnelser, som vi nok havde haft lidt bedre af at undgå. Vi var imidlertid ikke de første skilsmissebørn, og jeg er fuldstændigt overbevist om, at vores families skilsmisse ikke var den værst sete.

Samarbejde – “Bjørneskalaen for forældresamarbejde” efter skilsmisse

Der er så mange måder at gribe det an på, og der er så mange meninger om, hvordan det skal gøres. Men samarbejdet i og efter en skilsmisse med børn kan have så mange forskellige ansigter.

1. Der er det fuldstændigt velfungerende samarbejde, hvor man ind imellem kan komme i tvivl om, hvorfor der har været en skilsmisse.
2. Der er det lidt slidte forhold, hvor forældrene samarbejder efter behov, uden at overrende hinanden
3. Der er det meget slidte forhold, hvor forældrene til nød samarbejder om det nødvendige
4. Der er det næsten umulige samarbejde, hvor der er mange udfordringer, skænderier og modvilje. Eventuelt også en del trods
5. Det sidste kan ikke kaldes samarbejde. Det er tvært imod totalt mangel på samarbejde. Kommunikationen foregår her gennem advokater eller bistandspersoner, og Statsamtet og Familieretten er ofte inddraget og særlige spørgsmål

Vores virkelighed i skilsmisse samarbejdet

Jeg tror, at mine forældre i perioder i starten, var pænt plantet på en 3’er, men senere var det i perioder en 4’er. Men jeg er trods alt meget tilfreds med, at Statsamtet og Familierettet ikke har været involveret på noget tidspunkt – selvom det da var på tale ind imellem.

Når jeg som barn har oplevet den lidt skarpe ende af skilsmisse-skalaen, så har jeg også fået øjnene op for, hvor meget forældrenes kommunikation og samarbejde betyder. Jeg er derfor bevidst positiv omkring mine oplevelser derfra, fordi jeg kan lære af, hvilke dele jeg ikke vil genbruge.

Med tanke tilbage på mine forældre som par, er min holdning til dem helt tydelig. De var ikke et godt par, og det var der meget klare grunde til. Deres beslutning om en skilsmisse har derfor fuld opbakning fra min side. I dag er min mor gift med en fantastisk mand, som jeg holder meget af, og min far var gift med en kvinde, som han virkede vældig glad for, da han døde i 2012.

I medgang og modgang

Model; Jesper Bjørn Schlæger, Fotograf: Gert Schlæger

Det ville nok være en kende overdrevet at påstå, at jeg gik fuldstændigt upåvirket gennem mine forældres skilsmisse. Og så alligevel, for inden skilsmissen var der jo det famøse skoleskifte, og det var jeg i hvert fald påvirket af. Mine lektier blev lynhurtigt nedprioriteret på et tidspunkt, hvor lektiemængderne øgedes. Især matematik havde jeg mine problemer med, ikke at følge med i, men at få lavet lektier til.

Jeg erindrer især én skole-hjem samtale i 4. klasse, hvor min fantastiske matematiklærer deltog. Han var meget fokuseret på mit forhold til lektier, og kunne fremvise hvilke opgaver jeg ikke havde lavet gennem næsten et helt år – og det var mange. Jeg vil antage, at skoleflytningen var den hårdeste af den og skilsmissen. Den ramte mig psyko-socialt, og jeg lukkede mig inde i mig selv. Skoletiden gik primært med at kigge ned i bordet, tegne på alt, hvad der kunne tegnes på. Fokus til tavlen var ikke ret stor.

På hjemmefronten i fritiden lukkede jeg også inde en større del af tiden. Jeg fokuserede på LEGO klodser, Playmobil (tror jeg nok) og andre lege, som jeg kunne beskæftiges men uden andres deltagelse. Jovel jeg var da også social, når muligheden bød sig, men jeg havde et stigende behov for individuelt indelukket socialadfærd.

Men større udfordringer var i vente…