Det var starten på min barndom. Det var blevet mandag d. 6. november i 1978, og min mor var gravid. Hun og hendes mand – min far -, begge 21 år gamle, så frem til, at der indenfor ganske kort tid ville komme en lille ny til verden, og der var ingen tvivl om, at det var lige op over.

Hanne og Gert boede i Rosenhøj; Kvarteret var en mellemstor bebyggelse af betonlejligheder i udkanten af en større dansk provinsby, hvor de fleste beboere levede som arbejderklasse i det relativt nyligt opførte byggeri. Kvarteret var sammen med de nærliggende kvarterer blevet opført i forbindelse med bygge-boomet i slutningen af 1960’erne og ind i 1970’erne. Det var i den absolutte udkant af byen, og inden opførelsen var påbegyndt havde stedet bestået af marker så langt som øjet rakte.

Min fødsel, min tidlige barndom

Det var efterhånden begyndt at blive lidt småt med pladsen på mit lille værelse. Lyset for enden af gangen var de seneste par timer blevet temmelig klart, så med min naturlige nysgerrighed begyndte jeg at kravle imod lyset. Døren ud til det oplyste rum var ikke voldsomt stor, og selv med min størrelse på omkring en halv meter i højde havde jeg mine problemer med at snige mig igennem.

Efter en lang og hård kamp lykkedes det mig at kigge ud i rummet. Jeg så mine forældre for første gang! Lyset i lokalet var meget skarpt, og mine små øjne kneb sig automatisk sammen mens jeg græd højlydt. En dame i hvidt tøj tog mig med hen til et badekar, og gjorde mig lidt ren. Jeg blev lagt over til min mor. Min far stod bøjet ind over og sagde nogle underlige lyde, mens både han og min mor smilede over hele fem-øren. At de kunne stå og smile og tale i den grad kunne jeg ikke forstå, for efter mine store anstrengelser med at komme igennem den snævre dør, var jeg selv temmelig træt. Trods en konstant snakken lagde jeg mig hurtigt til at sove. Jeg oplevede dermed ikke engang de første gæster i mit liv.

Mit hood i min barndom

At bo hos mine forældre efter min fødsel i Rosenhøj havde jeg det fint med, og vi havde en dejlig og lærerig hverdag – i mine øjne en helt normal og lykkelig hverdag.

Mine forældre var rimeligt sociale, og vi havde ofte besøg af deres venner, mine bedsteforældre, tanter, moster og onkler. Når vi var samlet med familien, var der næsten altid børn omkring min alder. Kusiner, fætter og venners børn. Jeg har svage erindringer om hyggestunder i haven, eller det vil sige, at jeg har set mange billeder fra dengang, og måske er erindringen indbildning, men det er mig egentlig lige meget, for pointen er, at det er sket.

Livet i Aarhus var dengang ikke som i dag. Livet var forholdsvist trygt, og det er rimeligt tydeligt for mig i en enkeltstående erindring. Jeg tror jeg har været 4 år gammel, men jeg ved det faktisk ikke. Vi havde været på besøg hos min farmor, og jeg plagede for at får lov til selv at tage bussen hjem. Bussen kørte, og jeg blev udstyret med et klippekort, som jeg vidste hvordan skulle bruges. Jeg gik frem i bussen og satte mig. Når jeg tænker tilbage i dag, kunne jeg snildt forestille mig, at mine forældre havde bedt chaufføren smide mig af det rigtige sted, men det var ikke noget jeg vidste. Det korte af det lange, turen gik godt, og jeg var en vældig stolt lille mand.

Var min barndoms oplevelse gået i dag?

Hvordan ville samme situation se ud i dag? Jo for det første er området i dag erklæret ghetto. For det andet deltager en gruppering i området ind imellem i væbnede konflikter. Og så er der bare noget med trygheden, busser og offentlighed. Jeg var nok blevet genstand for indgriben fra de sociale myndigheder, for hvem lader dog sin 4-årige ude af syne? Men det var en anden tid!

Rosenhøj var som område en lille by i forstaden til en storby. Det passer faktisk ikke, men lad os tage den kamp en anden gang. I vores lille indelukke havde vi to supermarkeder, bager, posthus, bank, kiosk, tankstation, frisør, grill. Og så havde vi en halvstor skole, børnehave, vuggestue, fritidshjem, klubber og alt muligt andet. Med andre ord behøvede vi ikke at bevæge os meget væk fra området, stort set uanset hvad vi skulle. Så jeg gik i børnehave i Rosenhøj, jeg havde venner i Rosenhøj, vi havde legepladser i Rosenhøj, men vi havde ingen mobiltelefoner. Vi børn havde en god og tryg opvækst der, hvor alle kendte alle, og alle hjalp hinanden uden onde hensigter.

Det sociale, venner og leg i min barndom

Igennem børnehavealderen var jeg vældig glad for mine venner, drenge som piger. Vi legede alverdens lege inde og ude. Det var vist også i slutningen af børnehavealderen, at vi begyndte på kyssele. Det var en videreudvikling af tagfat eller tik. Et par af mine bedste venner dengang, endte jeg med at følges ad med op igennem vores opvækst. Og den ene er der stadig den dag i dag.

Jeg blev også allerede i barndommen interesseret i to typer legetøj – det der skulle konstrueres, og det der var avanceret. Det ville sige LEGO® og elektriske Märklin tog. Jeg kunne bruge timer og atter timer på begge, og især LEGO kunne jeg bruge dage på. Mit værelsesgulv var fyldt med klodser, når jeg var i gang, og mens jeg sagtens kunne leve med en lille sti mellem døren og sengen, samt et lille areal til at sidde på, så udløste det da fra tid til anden konflikter omkring rodets mængde, og hvor længe det varede.

Skolestart, er min barndom slut?

Da tiden nærmede sig at jeg skulle i skolestart, var det åbenlyst at jeg skulle gå på den lokale skole. Og jeg fik da også den bedste børnehaveklasselærer man kan forestille sig. Birthe Sloth. Alle i det område må kende og huske Birthe, selvom jeg desværre mindes at have fået besked om, at hun er gået bort. Det var et FEDT og lærerigt år at gå ved Birthe, og hun kunne virkeligt sit kram.

Året efter begyndte jeg i 1. klasse, og fik min nye klasselærer – Stig – som også viste sig at være en stærk ressource for mig, og en vigtig ressource. Han skulle vise sig, at være en af flere ressourcepersoner igennem de næste 9 år, som ville få en afgørende indvirkning på mine værdier.

Men da jeg nåede 3. klasse så tingene helt anderledes ud!