Fængselsbetjent

Jeg arbejdede i Kriminalforsorgen som fængselsbetjent, da jeg havde min psykiske nedtur, min første kontakt med psykiatrien og var indlagt i 4 uger. At arbejde i Kriminalforsorgen var et sikkert job, og jeg var rimeligt glad for det. Nu skulle det vise sig, at jeg snart skulle være opsagt.

Under min indlæggelse havde Kriminalforsorgen gennem min souschef udvist accept og fleksibilitet. Det gjorde de ligeledes da jeg blev udskrevet. Eneste forskel var dog, at jeg blev kaldte til jævnlige møder på fængslet, men det var møder med en ledelse, som tydeligt var påvirket af min pludselige nedtur. De ønskede tydeligt at finde den rigtige løsning til mig – på en eller anden måde.

FængselsbetjentSideløbende med møder med fængslets ledelse begyndte jeg også til møder med en kommunal sagsbehandler. Sagsbehandleren var blevet aktiveret som følge af min sygdom, og var om muligt mere forstående og imødekommende end fængslet. I de følgende 3-4 måneder blev det stadig mere tydeligt, at jeg skulle stoppe som fængselsbetjent. Min kommunale sagsbehandler nåede frem til den overbevisning, at jeg skulle på revalidering, og vi begyndte at undersøge, hvilke uddannelser kunne være relevante for mig.

Min fængselsinspektør tilbød mig i marts måned, at hvis jeg selv afleverede min opsigelse, ville fængslet betale mig løn indtil 1. august, samme dato som jeg kunne påbegynde revalidering. Dommen var derfor åbenlys og klar: jeg var opsagt efter ansøgning.

At være opsagt gav øget psykisk pres

Jeg havde nok aldrig rigtigt troet det, men det var rigtigt hårdt. Jeg havde bundet min identitet op på mit erhverv, og pludselig var sikkerhedsnettet væk. Jeg var “fanget” i kommunens vold, afhængig af deres beslutninger og velvilje. Jeg måtte på offentlig forsørgelse, ikke fordi jeg ønskede det, men fordi der ikke var anden vej. Jeg var ikke klar til at skulle arbejde, jeg var ikke klar til den (positive) byrde det var at have et job.

Opsagt som fængselsbetjentDet var ikke nemt. En ting var at være psykisk syg, men at være opsagt fra min stilling gennem 7 år var meget belastende for mit selvværd og min selvbevidsthed. Jeg vidste godt, at jeg havde koblet min identitet op på mit job, men alligevel. Jeg var opsagt. Jeg var ikke længere “fængselsbetjenten Jesper”, men “arbejdsløse Jesper”. Hvis mit selvværd var blevet sparket i bund ved min indlæggelse, så blev det trampet godt i kælderen nu. Angstens grimme ansigt var tiltagende, og depressionen blev beskrevet som svær klinisk depression. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Selvmordstankerne var særdeles aktive.

Ærlig og personlig provo-debattør med holdning og engagement. Dybe emner, der ofte udfordrer tabu belagte emner. En vidensbegærlig og struktureret mand, der som udgangspunkt behandler alle med respekt - med mindre det tjener et højere og vigtigere mål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.