Det første selvmordsforsøg – år 1992

“Hjælp! Ring 1-1-2! Jeg har så ondt i maven! Og du må ikke gå ud på badeværelset, for jeg har kastet op over det hele!” råbte min far. Jeg lå i øvre køjeseng på min 7-årige bror og mit værelse, 13 år gammel og modtog pludselig en kritisk melding fra min far. Der gik lige et øjeblik før jeg forstod alvoren i, hvad han netop havde sagt, men jeg kravlede ud af køjen og gik i køkkenet, hvor nærmeste telefon var. Jeg var slet ikke klar over, at jeg stod over for at håndtere mit første selvmordsforsøg.

Dagen op til første selvmordsforsøg

Depression dårlige nyheder selvmodsforsøgDet var blevet mandag aften, den første af slagsen i 1992. Samme morgen havde jeg været i skole i 7. klasse, første skoledag i året efter en rimeligt lang juleferie. Jeg havde været meget hjemme hos min far, siden vi gik på ferie  for to en halv uge siden, og det havde faktisk været hårdt at komme i gang igen. Dagen havde i det hele taget været krævende, for udover at jeg ikke havde lagt mig tids nok til at sove aftenen før, så havde far været ved siden af sig selv. Han opførte sig lidt som om, at han havde fået en dårlig nyhed. Men han havde ingenting sagt. Det var nok meget fint, for så gamle var vi jo heller ikke.

Rutinerne havde ellers været helt som de plejede. Vi har stået op, og jeg havde hjulpet min lillebror klar. Vi havde spist morgenmad, ikke ret meget, og ikke specielt nærende, men vi havde dog spist. Så havde jeg smurt madpakke til min bror, men ingen til mig selv, for jeg gad ikke. Jeg var også ligegyldig, bare min bror fik. Han blev fulgt i skole – den samme som mig – og jeg gik ud foran skolen. Jeg havde den tidlige morgentjans mandag morgen som skolepatrulje.

Min stolthed

Skolepatrulje stolthedAt være skolepatrulje var for mig behæftet med stor præstige, hvilket jeg sidenhen er ganske sikker på, at mine klassekammerater er pænt uenige i. Men jeg var som en af meget få startet allerede mens jeg gik i 6. klasse. Jeg tog en pæn andel af vagterne, for jeg var virkeligt glad for at stå med det ansvar. Ansvaret for, at de små skolebørn kom sikkert frem. Sikkert over veje uden lys-reguleringer, og tæt befærdet af biler og busser. Men vi havde A L D R I G i de år jeg var der, en episode med hverken påkørsel eller næsten-ulykker. Så snart jeg om morgenen, eller på andre tider af dagen, trak min neon-gule vest med reflekser på, var det som om jeg bragte min selvtillid, mit mod og en stor livs gnist frem.

Jeg husker ikke rigtigt resten af skoledagen, men da det var første dag efter ferien, kan jeg ikke forestille mig andet, end at tiden har været brugt på at høre om hinandens ferie, julegaver og al den slags.

Social eftermiddag

Rosenhøj luftfotoEfter en dejlig skoledag fulgtes jeg med et par klassekammerater hjem. Vi boede i et område, som dengang stadig bedst betegnedes som arbejderkvarter. Fire etager høje betonblokke, 27 af slagsen med hver 3 opgange. Der var omtrent 750 boliger, og ikke under 2.000 beboere i området. I årene derefter ville betegnelsen ret hurtigt blive ændret fra arbejderkvarter til socialt belastet, og siden fra socialt belastet til ghetto.

Jeg havde brugt et par timer af eftermiddagen sammen med mine venner inden eftermiddagens første forpligtelse hidkaldte min opmærksomhed. Mine forpligtelser var ikke et problem for mig, og jeg var ikke træt af dem, for det var bare sådan tingene var.

Vi havde grinet og leget, pjattet og hygget. Vi havde kigget på og talt med nogle piger. Og vi havde hængt ud på et par af vores fast hæng-ud steder. Ved 16:00-tiden havde vi brudt op, og jeg var gået mod skolefritidsordningen for at hente min bror. Det var fast rutine hver eneste dag, og jeg vidste, at det var min opgave. En gang før havde jeg helt glemt at hente ham, og den dag glemmer jeg aldrig. Så jeg var igen på vej, for hentes skulle han.

Pligternes timer

Den sene eftermiddag var ikke min egen. Jeg kunne forsøge, at stikke af fra det hele, men de par timer rådede jeg bare ikke selv over. Jeg lavede ikke mad, og kun sjældent havde jeg tid til lektier i dette tidsrum. Der skulle handles, vaskes tøj, ordnes forskellige praktiske opgaver. Jeg sagde aldrig nej, og modsatte mig på ingen måde. Ville jeg have rent tøj på kroppen, og skulle min bror have rent tøj på, så skulle det vaskes.

OpvaskDet foregik i et fællesvaskeri i kælderen, og vi havde altid booket den sidste tid og tirsdagen. Den tid var knap en halv time længere end de øvrige tider, så tirsdag vidste jeg altid, hvad jeg skulle. Der gik jeg ikke til hånde. Der klarede jeg opgaven. Børn under 15 måtte godt nok ikke selv færdes i vaskeriet, men det slog mig aldrig at modsætte mig. Jeg havde alligevel mindst samme erfaring med de maskiner, som de fleste voksne i blokken.

Jeg kan ikke helt huske hvad der skete fra jeg havde ordnet køkkenet efter aftensmaden, og indtil jeg skulle i seng. Jeg tror nok, at vi havde sengetid ved 21-tiden, så jeg havde lagt mig med nogle tegneserier. Jeg elskede mine tegneserier og var for nyligt begyndt at samle på Jumbobøger.

Hvad der skete derefter glemmer jeg aldrig.

HJÆLP! Ring 1-1-2

“Hjælp! Ring 1-1-2! Jeg har så ondt i maven! Og du må ikke gå ud på badeværelset, for jeg har kastet op over det hele!” råbte min far. Jeg lå i øvre køjeseng på min 7-årige bror og mit værelse, 13 år gammel og modtog pludselig en kritisk melding fra min far. Der gik lige et øjeblik før jeg forstod alvoren i, hvad han netop havde sagt, men jeg kravlede ud af køjen og gik i køkkenet, hvor nærmeste telefon var. Jeg var slet ikke klar over, at jeg stod over for at håndtere mit første selvmordsforsøg.

Jeg løftede røret og trykkede: 1-1-2. Jeg havde lært det i skolen, og jeg kunne huske, at der havde været en større kampagne om, at alarmopkald skiftede nummer fra 0-0-0 til 1-1-2, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, eller hvem jeg kom til at tale med.

Der blev svaret i den anden ende: “Alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med”. Det var en varmt og rolig stemme. Han lød som om jeg ikke havde noget at være bange for. Min fars ord blev frem-stammet, og han spurgte ind til mit navn, min alder, vores adresse og telefonnummer. Han ville vide om der var andre voksne, og om der var andre børn. Jeg svarede på det hele, og han fortalte, at jeg skulle forholde mig rolig og vente på ambulancen. Det gjorde jeg. Klokken var 21:54, da jeg lagde på. Det havde kun taget to minutter.

Jeg kaldte ind til min far, og han svarede.  Jeg måtte stadig ikke gå ud på badeværelset, og ej heller i soveværelset. Beskeden fra alamcentralen blev overbragt, og jeg fik besked på at gå ind på mit eget værelse.

En nervepirrende ventetid

Ambulance med udrykning til selvmordsforsøgMinutterne gik. Langsomt. Jeg så nok på mit ur 25 gange i minuttet, og hver gang følte jeg, at der var gået 5 minutter. 22:06 var jeg løbet tør for tålmodighed. Jeg gik til soveværelset og kaldte på min far. Der var intet svar. Jeg kaldte igen. Og igen. Jeg stak hovedet lidt ind i soveværelset. Der var totalt mørkt. Og jeg kunne ikke få kontakt med ham.

Jeg skyndte mig ud i køkkenet og kiggede ud på parkeringspladsen. Der var ingen ambulance at se, så jeg greb telefonen igen og tastede 1-1-2. Det var den samme rare stemme, der svarede, så jeg fortalte ham, hvad jeg oplevede. Han forsvandt et øjeblik, og kom tilbage i telefonen. “Jeg har givet ambulancen besked. De er der i løbet af et par minutter. Vil du sørge for, at døren er låst op?”, spurgte den rare stemme.

Jeg lagde røret på, og meget kort tid efter, kunne jeg se, hvordan de blå blink lyste gaden og parkeringspladsen op 2½ etage nede. Jeg gik ud til fordøren, låste den op og åbnede den på klem. Et lys fik jeg tændt i gangen, så der var klar til ambulance folkene. Jeg gik ud i køkkenet, og gemte mig nærmest bag dørkarmen. “Ambulancen er ankommet. Du får hjælp nu”, råbte jeg til min far. Der var ingen reaktion.

Førstehjælp og så alene…

Ambulance reddere til selvmordsforsøgJeg kunne høre dem i trappeopgangen, deres tunge skridt mod stentrappen. 40 trin var der til dem. 40 lange, langsomme tunge skridt. Jeg syntes virkeligt, at det tog så lang tid, så jeg blev utålmodig, og stod og trippede i en forvirret storm af tanker og følelser. Burde jeg gøre noget? Skulle jeg lade være? Hvorfor svarede min far ikke? Er han død? Og hvad med min lillebror? Tankerne og spørgsmålene fløj igennem hovedet på mig, så jeg fysisk blev svimmel, og pludselig var de der. To mænd i hvide og orange dragter. Den forreste fik øje på mig, og jeg pegede mod soveværelset. Det var jo ikke mig, de kom for at hjælpe.

Begge ambulanceredderne forsvandt ind i soveværelse, og de fik tændt et lys. Jeg kunne høre på deres stemmer, at de havde travlt, men jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Der gik nogle minutter, mens jeg sad op ad et køkkenskab og komfuret. Jeg havde hovedet i mine hænder, og jeg havde det ikke ret godt. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Han havde jo bare ondt i maven.

Er du alene?

Psykisk sygdom, Nedtur, depression, selvmordstankerEn ambulanceredder kom ud i køkkenet til mig, og satte sig ned på det ene knæ. “Er der andre end dig her?”, spurgte han. “Ja min lillebror. Han ligger inde på vores værelse og sover. Han er 7 år.”, svarede jeg. “Er der nogen voksne du kan ringe til, som kan tage sig af jer?”. Jeg tænkte, og jeg tænkte længe. Jeg havde svært ved at komme på, hvem jeg kunne få fat i på det her tidspunkt, og endnu mere hvem der var klar og villig til at tage det her ansvar.

“Er det bare til i morgen”, spurgte jeg. Ambulanceredderen rystede på hovedet. “Nej det tager nok i hvert fald et par dage, hvis lægerne skal hjælpe ham ordenligt”. “Min vens forældre. Flemmings forældre. Måske. Ja det må være dem”. Ambulanceredderen smilede og nikkede, kørte sin hånd ovenpå mit hoved, igennem mit hår, og så rejste han sig.

De slæbte min far ud af soveværelset. Jeg tror knap han støttede på fødderne. Måske var han død? Ambulanceredderne tog ham med, gik ud i trappeopgangen og lukkede døren.

Og pludselig følte jeg mig helt alene.

Kan du komme over?

Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg sad der på gulvet, halvvejs inde i et hjørne, men jeg fik da rejst mig. Min krop var fuld af modløshed, og jeg var fuldstændigt rådvild over, hvad jeg skulle gøre nu. Sad der virkelig en eller anden figur på hver af mine skuldre, eller gjorde mit hoved nar af mig? Skulle jeg ringe til Flemmings forældre, eller skulle jeg bare klare det selv. Også det her. Det skulle nok gå, for jeg kunne jo bare fortælle min lillebror, at far var på arbejde. Og så stoppede rotationen i hovedet vist helt.

Jeg tog telefonen og tastede deres nummer. Den ringere et par gange, og så svarede han. Flemmings far, Carsten. Har fik den meget korte version, og mere behøvede han ikke. Han var på vej. De boede ikke ret langt væk, så jeg vidste, at det højest ville tage ti minutter.

B L O D

3D Sprænger bombe til selvmordsforsøgDet gik lige efter samtalen med Carsten op for mig, at jeg skulle tisse, men min far havde forbudt mig at gå ud på badeværelset. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte jo liste mig udenom. Men det måtte jo være slemt, hvis han havde kastet op over det hele. Jeg åbnede forsigtigt døren, stak hovedet ind. Der var ingenting at se. Badeværelset var aflangt og indrettet med først et toilet, så håndvask på venstre side, og for enden et støbejernsbadekar. Jeg kunne ingenting se, og så kom forvirringen. Vi havde ikke andre badeværelser, så hvorfor måtte jeg ikke gå herind? Jeg gik ind i badeværelset, og så jeg nærmede mig badekarret begyndte jeg at forstå.

Bunden af badekarret var dækket af blod, og af siderne var der også rester efter det, og klatter efter blodstænk sad over det hele. Det så ud, som var der sprunget en bombe. I bunden af badekarret modsat ende af afløbet lå en kniv. Jeg genkendte den øjeblikkeligt. Det var den store kokkekniv fra køkkenet. Hvad var der dog sket, og hvad pokker lavede den kniv herude? Det kunne vel ikke være et uheld, vel? Et selvmordsforsøg? Jeg fik tisset af, og så gik jeg på opdagelse. Allerede i det øjeblik var det som om, at noget ændrede sig inde i mit hoved. Hvis det var et selvmordsforsøg, hvad skulle der så ske med os?

Måske sluttede min barndom lige der. For fuldt stop på grund af et selvmordsforsøg. Nu måtte jeg være voksen.

Soveværelsets spor af selvmordsforsøg

Jesper sidder model med KatrineMin opdagelse startede i soveværelset. Det syn kunne jeg også godt have undværet, men jeg kunne ikke lade være. Var det en beskyttertrang af en slags, nysgerrighed eller måske noget helt tredje. Jeg ved det ikke.

Sengen var blodig. Ikke bare små pletter i et lille område. Sengetøj, lagen, hovedgærde, gulv og vægge. Der var blod overalt. Jeg kunne ikke holde ud at være derinde, så jeg gik baglæns ud af soveværelset, ud i gangen. Hvad var det her? Et uheld? Et selvmordsforsøg?

Udenfor soveværelset stod jeg midt i lejlighedens lange gang. Jeg stod der bare et øjeblik og fordøjede alle indtrykkene. Jeg ved ikke hvor længe, jeg stod der, for det føltes som mange minutter. Jeg drejede til højre og gik ned ad gangen imod stuen. Det var meget forsigtige skridt, ja jeg nærmest listede på tå. Jeg forventede det værste, og for en tid var blodet ligegyldigt. Hvis det var et selvmordsforsøg, hvad ville jeg så mere finde?

Begyndelsen på selvmordsforsøg

Jeg stak forsigtigt hovedet ind i stuen. Lige foran døren stod spisebordet og et par bogreoler, og i den anden ende af den 8 meter lange stue vores sofaarrangement. Der var ikke noget at se spisebordet, men på sofabordet ventede et helt andet syn. Ølflasker, en hel flaske Gammel Dansk og en lille plastbøtte, som så meget bekendt ud. Jeg gik derhen, og mens jeg gik tættere på, kørte tankerne rundt i hovedet. Hvad var det lige jeg havde handlet for ham i dag?

Antabus og alkohol, måske et selvmordsforsøg10 øl – 5 Tuborg og 5 Porter – 1/1 Gammel Dansk, og lidt småfornødenheder. Det var altid mig der handlede, når der skulle hentes øl eller Gammel Dansk. Altid. Og det var også mig, der havde cyklet de små 5 kilometer ned til apoteket for at hente medicin for et par dage siden. Det var Antabus jeg hentede der, og det var den bøtte, der stod der midt på bordet uden låg på. Der lå et par tabletter ved siden af, kunne jeg se, da jeg kom helt tæt på. Derudover var bøtten tom. Tre tabletter lå der, og ingen i bøtten. Han skulle tage én tablet om dagen, tror jeg, men der var taget 97 styk på et par dage. Flasken med Gammel Dansk var næsten tom, og der stod kun to uåbnede ølflasker tilbage. Var det et selvmordsforsøg?

Jeg begyndte at rydde op. Der var ingen, der skulle se det her.

Overnatning på fremmed værelse

Carsten ankom. Han bankede pænt på døren, og åbnede den så sagte. Jeg viste ham, hvad jeg havde fundet og fortalte om fars selvmordsforsøg, på nær det jeg havde ryddet op fra stuen, og hans reaktion var dejligt rolig og afdæmpet. “Kom Jesper, jeg synes vi går over til os, så kan vi snakke der”, sagde han. Jeg nikkede lidt, og gik ind på værelset til min bror. Han sov stadig, så jeg vækkede ham forsigtigt. “Bror, vi skal lige ud og gå en tur. Far er blevet syg og er taget på hospitalet, så vi skal sove et andet sted.” Han vågnede langsomt op, men det var mit indtryk, at han aldrig vågnede helt. Vi tog det under armen, som vi skulle bruge, og gik afsted. Jeg var meget omhyggelig med at låse døren bag os.

Det tog omtrent fem minutter at gå over til Carsten og Lisbeths lejlighed, og Lisbeth havde rigget sovepladser til for os, så det hele var klar. Jeg var bare slet ikke træt, selv om det var langt over min sengetid. Hovedet kunne slet ikke stå stille, og tanker og billeder væltede rundt i hinanden. Men pludselig, mens jeg sad og snakkede med Lisbeth og Carsten, kom den. Skyldfølelsen. Min krop sank sammen. De sidste par års hændelser blev stykket sammen ud fra alt, hvad jeg vidste, og alt hvad jeg havde fornemmet. Det var min skyld det hele!!

Det var min skyld det hele! Det var min skyld med fars selvmordsforsøg. Det var min skyld, at tingene var ramlet sammen. Det var min skyld!

Jeg blev puttet i seng på Flemmings lillesøsters værelse, mens min bror blev puttet på Flemmings værelse.

En skyldfølelser havde besat min krop. Hvad jeg ikke vidste var, at den ville blive dominerende og altødelæggende de næste 24 år. Det var min skyld ! Fars selvmordsforsøg var min skyld…!

Læs også om, hvordan jeg fik bearbejdet dette traume 24 år senere, eller hvordan barndommen var budt på vold, misbrug, mobning og meget mere

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Om Jesper Bjørn Schlæger

Ærlig og personlig provo-debattør med holdning og engagement. Dybe emner, der ofte udfordrer tabu belagte emner. En vidensbegærlig og struktureret mand, der som udgangspunkt behandler alle med respekt - med mindre det tjener et højere og vigtigere mål.

2 svar til Det første selvmordsforsøg – år 1992

  1. MariaMariaMarolle siger:

    Åh Jesper. Det er som taget ud af manges barndom i vores kvarter. Du ramte mig på skyldfølelsen. Hvorfor bærer vi den rundt som vi gør?

    Hvis jeg bare havde kendt dig bedre, vidst hvad der foregik… jeg kunne have hjulpet med at dele noget af læsset.

    Jeg er så utrolig ked af at du skulle opleve dette. Det gør mig ondt for den lille voksne Jesper❤️

    Godt du fik bearbejdet det min ven, så det er nemmere at leve med og acceptere. Fjernes kan det desværre ikke.

  2. Signe siger:

    Er du helt gal det er godt skrevet!
    Jeg fik selv helt ondt i maven af at læse det.
    Jeg tror jeg læste det som 13 årige lille Signe, der også blev alt for hurtigt voksen, fordi hun var skilsmissebarn og der bare ikke var erfaring i skoler og samfun, med den slags på det tidspunkt. Så selvom min barndom var tryg kan jeg alt for godt sætte mig ind i det du skriver om.
    Boligblokkene vi boede i står klart for mig, vask i vaskekælderen, hente lillebror i “fritteren” og indkøb hørte også til mine opgaver – dog ikke fast, men ofte når mor arbejdede længe eller var på ekstra arbejde på aftenskolen.
    Barndommen sætter spor og vi bestemmer selv om vi vil gentage mønstrene eller ændre dem, men det kræver en bjørns styrke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.