Dagene efter selvmordsforsøget – et traume bygges op – 13 år gammel

Jeg vågnede tirsdag morgen badet i sved. En dyb forvirring prægede min krop og mit sind, mens jeg forsøgte at danne forståelse for, hvor jeg var henne, og hvorfor jeg var der. Langsomt begyndte virkelighedens tunge hammer at banke sig tungt ind i mit hoved, mens jeg prøvede at forstå, hvad jeg havde set og hørt aftenen før. Billedet af blod, kniv og badekar var altdominerende, og jeg kunne ikke slette det. Det gik op for mig, at jeg havde haft netop det billede for nethinden hele natten. Et traume havde fundet plads. Søvnen havde været begrænset, men den havde da været der.

Når man som barn oplever et voldsomt traume af en art, er det helt naturligt, at komme i tvivl om dage, uger, tider, hvem gjorde hvad osv. Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i, hvordan jeg selv husker perioden, og hvordan jeg oplevede den. Der vil helt sikkert være nogen, der husker noget af det på anden vis, og det er ok. Det er ikke for at forsvare eventuelle faktuelle fejl, for dem foretrækker jeg at undgå helt, men 13 år og håndtere sin fars selvmordsforsøg…. 

“Godmorgen”

Lisbeth kom ind på værelset, glad som altid. “Godmorgen i to. Hvordan har i sovet?”. Jeg havde sovet på en madras på Lenes værelse, ved siden af hendes seng. Lene var lillesøster til min klassekammerat og meget gode ven Flemming. “Joh ok”, svarede Lene sin mor. Jeg tror ikke, at jeg svarede, for jeg vidste ikke hvad mit svar skulle være. Men kombinationen af gårsdagens oplevelser, ringe nattesøvn, og det konstante billede var en massiv stress-faktor, eller et traume.

Jeg stod op og begyndte at gøre klar. Inden jeg var nået i tøjet kom Carsten ind til mig, satte sig ned på sengen og kiggede på mig. “Vi har besluttet, at det vil være bedst for dig at blive hjemme fra skole en dag eller et par stykker. Vi skal nok sørge for at din klasselærer får besked, og vi vil gerne have, at du bliver her i vores lejlighed. I eftermiddag kan vi sammen gå ned til jeres lejlighed og hente nogle ting.”

Carstens stemme var rolig og betryggende, men alligevel kunne jeg godt fornemme noget uro eller usikkerhed i den. Måske fordi lejligheden ikke var synderlig egnet for et barn at opholde sig i. Jeg indvilgede lidt modvilligt, for jeg ville egentlig helst bare i skole, have en helt almindelig dag, og glemme. Glemme aftenen forinden. Glemme det, der var ved at bygge sig op i mit hoved. Et traume.

Alene med tanker og følelser

Det var en underlig dag. Jeg var alene i en fremmed lejlighed, som jeg dog var vandt til at besøge. Men jeg havde aldrig været alene der før. Og jeg anede ikke, hvor noget var. Imidlertid havde de en Commodore 64, som jeg havde spillet lidt på sammen med Flemming. Men jeg vidste ikke hvordan den fungerede.

Commodore 64En Commodore 64 var en slags spillekonsol eller computerenhed, som var tilsluttet et TV. Som del af konsollen var tilsluttet en båndoptager (kasettebånd), som men brugte til at indlæse et spil med. Lyder det komplekst? Jeg har aldrig lært at bruge den.!

Efter et par små-desperate forsøg på at få gang i maskineriet gav jeg op. Dagen gik i stedet med at tegne, skrive lidt, forsøge at sove. Og så ville jeg rigtigt gerne hjem på mit eget værelse, men jeg havde indgået en aftale om ikke selv at tage hjem.

Et traume bygges op

Set i bagklogskabens klare lys, fik hovedet frit spil til at oparbejde en fæstnelse fra den traumatiske oplevelse fra mandag aften. Jeg så igen og igen for enden af det let aflange badeværelse, hvordan blodet klistrede op af siderne, og lå som en tyktflydende masse i bunden af badekarret. Næsten mørk rød og kun med langsom bevægelse imod afløbet. Det føltes som om, at det var min fars liv, der løb ud i afløb og videre i kloarkerne. Midt i denne tykke masse lå den store og tunge kniv. Den største ude fra knivblokken. En kniv jeg havde skåret grøntsager og kød med. Nu havde den en helt anden funktion.slagterkniv

Filmen kører igen

Jeg så for mig, hvordan soveværelset så ud. Blodstænk overalt, en pøl af blod i og ved sengen – et traume. Han kunne ikke have meget blod tilbage i kroppen. Jeg var sikker på, at han ville dø. Dø for egen hånd. Det var ved at gå op for mig, at det faktisk var et selvmordsforsøg, og måske et ret seriøst et – et traume til mig og ham. Tankerne vandrede videre. Ind i stuen, sofabordet. Bordet flød i aftes. Der var flasker af øl og Gammel Dansk. De var tomme. Og så var der de piller. Antabus. Jeg fik en besk smag i munden, og pludseligt afløstes smagen af salt. Salte tårer. Jeg græd, og havde ikke opdaget det før nu, men kinderne og øjnene var gennem væddede af tårer. Jeg græd det meste af den eftermiddag. Mit traume blev stærkere, dybere, kraftigere, mere genstridigt, mere… traumatisk.

Den halve sandhed, men tilstrækkelig information

Sidst på eftermiddagen kom Lisbeth og Carsten hjem, og det samme gjorde Flemming og Lene, og min lillebror. Da vi alle var “hjemme”, blev vi samlet i køkkenet. Flemming og Lene vidste stort set ikke, hvad der var sket, og ej heller gjorde min bror. Lisbeth prøvede at forklare lidt, men uden at sige for meget. Det var tydeligvis ikke hendes opgave lige nu at afsløre detaljer, som måske aldrig skulle italesættes.

Ambulance med udrykning til selvmordsforsøg“Nu skal i høre børn. Jesper og brors far blev meget syg i går aftes. Det betød at Jesper ringede efter en ambulance til ham, og for at I ikke skal være alene hjemme, så skal I være her hos os et par dage. Når vi er færdige med at tale sammen, vil Carsten og Jesper gå over i lejligheden og pakke noget tøj og hvad I ellers mangler, så lillebror du skal fortælle Jesper, hvad du skal bruge.” En halv times tid senere var vi på vej, og jeg var mildest talt panisk for at se situationen i øjnene igen. Skulle jeg udleve et traume igen?

På vej hjem mod vores lejlighed fortæller Carsten, at han allerede har været der, inden han kom hjem, og at han havde gjort rent og ryddet op. Jeg skulle derfor ikke være helt så nervøs.

Gensyn med lejligheden og mit traume

Vel hjemme i lejligheden startede jeg med at gå en runde.

  • Badeværelset: intet at se.
  • Soveværelset: intet at se.
  • Stuen: intet at se.
  • Køkkenet: intet at se, indtil… Kniven stod i knivblokken. Carsten havde sikkert gjort den ren og ikke vidst, om den skulle på plads eller ej. Jeg spurgte ham ikke, og sagde heller ikke noget.

Inde på værelset fik jeg pakket noget tøj, bare til nogle dage, og Carsten pakkede til min bror. Vi var der ikke ret længe, for hvad skulle vi dog bliver der for? Jeg havde ikke lyst til at gå. Jeg havde lyst til at lede i detaljer efter noget overset. Og hov, fiskene skulle fodres. Akvariet – min fars stolthed – måtte for pokker ikke gå til grunde, så jeg fandt noget fiskefoder, og hældte noget i akvariet.

akvarieVi forlod lejligheden og gik tilbage til Lisbeth, Lene, Flemming og min bror.

Dagene gik og mit nye traume forblev ubehandlet

Jeg husker ikke, hvor mange dage vi opholdt os hos Lisbeth og Carsten, men jeg vil tro, at det har været under en uge.

Vores far var væk i nogle uger fra hjemmet. Først en dag eller to på sygehuset, og derefter et par uger på psykiatrisk afdeling. Herefter blev han sendt i misbrugsbehandling på Egåhus (der desværre måtte lukke i 2002) i 5 uger (tror jeg). Han var således væk i cirka 7 uger, og i noget af den tid var min farmors søster og hendes mand hos os. Jeg husker det dog også således, at vi var alene noget af tiden.

Derudover var der flere almindelige gøremål i dagligdagen, som jeg måtte tage hånd om, da jeg åbenbart var den eneste, der vidste hvordan. Ikke alt endte dog lige positivt. Jeg fodrede troligt fiskene i akvariet hver dag, og de sultede i hvert fald ikke. Sidenhen fandt jeg så ud af, at det ikke er hensigtsmæssigt at overfodre dem. Jeg måtte således fiske et akvarie-fuld døde fisk op, mens forrådnelsesprocessen var så fremskreden, at det var en lettere ubehagelig opgave.

Alt tøjvask lå på mine skuldre – igen. Og i den periode, hvor jeg husker det som, at vi har været alene, min bror og jeg, må jeg nødvendigvis også have sørget for mad. Jeg kan kun svært forestille mig, at det har været overdrevent sundt – eller godt.

De sociale myndigheder og politiet blander sig – måske

På et tidspunkt, hvor jeg er sikker på, at min bror og jeg var alene hjemme, bankede det på døren. Jeg gik ud og åbnede, og udenfor stod 4 voksne mennesker, to kvinder og to mænd. Begge mændene var i politiuniform og havde trukket ud til siden, så de havde været nødt til at stillet sig et trin op på trappen. Mændene så umiddelbart rimeligt høje ud, og mens den ene så trænet ud, var den lidt ældre betjent mere rund end høj.

Politiet og de sociale myndigheder

Politiet og de sociale myndigheder – Arkivfoto

De to kvinder præsenterede sig som medarbejdere fra de sociale myndigheder, og bad om lov til at komme ind. “Er du Jesper? Hvordan går det med dig? Er din lillebror her? Må vi komme ind? Vi vil gerne bare tale lidt med jer. Der sker ingenting.”

Jeg tænkte et øjeblik. Spørgsmålene væltede frem og jeg følte mig både angrebet og i fare. Jeg blev bange for først og fremmest at miste min lillebror. Han var det vigtigste jeg havde, og ingen skulle udsætte ham for fare eller frygt. Ikke på vilkår.

“Vi klarer os fint, vi mangler ingenting, og vi har masser af voksne, der tager sig af os på skift.” Den tykke politibetjent trådte ned fra trappetrinnet og trådte frem mod døren. “Hør engang sønnike. Vi kommer for at hjælpe dig. Så vi vil gerne have lov af dig til at komme ind. For hvis du ikke giver os lov, kan vi være nødt til at tvinge os ind.”

Prompte reaktion – måske udtalt af mit traume

Politibetjenten kunne tvivlsom have sagt noget værre, og min tankeløse reaktion kom prompte. Med alt hvad jeg kunne samle af kræfter, lodsede jeg betjenten over skinnebenet, hvorefter jeg smækkede døren i. Låst! Og på med kæden! Der blev banket på nogle gange, og den ene kvinde sad på knæ foran brevsprækken og forsøgte, at få mig i tale. Men jeg ville ikke. Jeg er til stadighed ikke fuldt overbevist om, hvorfor jeg handlede nøjagtigt på den måde, men sandsynligheden taler for, at jeg gik i panisk forsvarsposition, fordi jeg var bange for konsekvenserne. Vi skulle ikke skilles ad. Ikke i dette liv. Og hvad jeg virkeligt undrer mig over er, at det aldrig fik en konsekvens, at jeg sparkede betjenten.

Efter lidt tid forlod de fire rappoet og kørte væk i deres biler. Vi hørte aldrig fra dem igen. Først 25 år senere har jeg fundet ud af, at de kom på vegne af vores onkel, som var bekymret for os. Det kunne de jo blot have sagt! Måske kunne vi have fået en hjælp, der kunne blokere eller bremse dannelsen af det traume, der hver dag brændte sig stærkere fast i min underbevidsthed.

En skæbnesvanger hverdag

Dagene gik, og dage blev til uger. Hverdagen indhentede os langsomt, selvom alt ikke var som det plejede. Vi tilpassede os til situationen, pligter blev løst, skolen passet og der var mad på bordet hver dag. Men jeg sov meget lidt og meget dårligt.

Hver nat blev jeg hjemsøgt, nogle nætter flere gange, og til sidst påvirkede det mig i så høj grad, at jeg blev bange for at lukke øjnene. Det var blodige nætter.

Oven i alt det her var der ikke nogen at tale med om det. Mine venner ville jeg ikke belemre mere end højest nødvendigt, for hvorfor skulle de dele mit traume med mig? Der var nogle, der fik lidt at vide, men den dag i dag husker jeg ikke, hvem der fik hvor meget at vide. Og de venner der fik noget at vide, hvor mange af dem ville kunne huske det i dag? For dem var det jo bare noget en ven fortalte, de kunne ikke mærke det, ikke se det, ikke føle det.

Men imens mit traume begyndte at fylde stadig mere om natten, og jeg knap turde lukke mine øjne, tog oplevelsen ret pludseligt en ny drejning, en drejning, der begyndte, da vores far kom hjem.

Tilbage til udgangspunktet med traume i bagagen

Efter nogle uger var det tid til, at hverdagen skulle vende tilbage. Vores far kom hjem. Jeg var vildt nervøs for overgangen, for hverdagen, og for hvornår det hele skulle ske igen. Men det var egentligt ikke så slemt, for han virkede rolig, afklaret og fokuseret. Muligvis havde han endda en ydmyghed, som jeg ikke husker at have set før, og så havde han et stort ar henover underarmen som evigt minde om den skæbnesvangre dag.

Fra ballon til traumeHan havde ikke været hjemme ret mange dage, før jeg første gang fandt modet til at spørge ham. “Hvad skete der? Hvorfor skete det? Hvad havde jeg gjort galt? Hvornår sker det igen? Hvad med mine drømme?”. Jeg havde mange spørgsmål, men fik kun meget få svar. Og det svar jeg oftest fik var “Det er fortid, og det kan vi ikke ændre på. Fortiden forsvinder ikke af at tale om den”. Jeg kunne ikke forstå det. Hvorfor skulle man ikke tale om det, og hvordan skulle jeg så få de svar, som jeg desperat efterhånden hungrede efter?

Spionage

LEGO klodserI den følgende periode udvikledes nogle sider af mig selv, som jeg ikke selv vidste, at jeg kunne have. Først og fremmest begyndte jeg at holde øje med vores far. Jeg vidste præcist, hvad vi havde af alkohol, hvilke piller var i huset, og jeg satte en Lego klods i klemme i en ellers blændet dør mellem stuen og vores værelse. Samtidig fik jeg flyttet rundt på møblerne i værelset, så vores køjeseng var lige op ad den dør, som jeg havde åbnet. Nu kunne jeg høre alt, hvad der skete i stuen, også selvom jeg var gået i seng. Ydermere var der over døren et vindue, og med sengens nye placering kunne jeg igennem vinduet se, hvad der skete i stuen.

Sideløbende med min konstante kontrol af ham, begyndte mit traume igen at udvikle sig. Mareridt fyldte nu hver eneste nat, men det begyndte også at hjemsøge mig, når jeg var vågen. Jeg troede, at jeg var ved at blive rablende sindsyg, så jeg sagde aldrig noget til nogen. Aldrig! Første gang jeg fortæller nogen om de flashbacks i ungdommen er i dette indlæg.

Kampen om 3. halvleg og endnu et traume

Men der var ikke noget at se og høre i stuen i tiden derefter. Der kom ikke mere alkohol i huset, og selvom jeg flere gange forsøgte at åbne emnet, blev jeg mødt af en konsekvent og kold afvisning.

“Det er fortid, og det kan vi ikke ændre på, så lad være med at spørge!” lød svaret et utal af gange, men den store kolbøtte fra den skæbnesvangre dag i januar til nu i slutningen af februar, kombineret med mine tiltagende mareridt og flash-backs; Jeg var desperat. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne afvise at tale om det. Jeg forstod ikke, hvorfor alt skulle være så glemt og hemmeligt. Og jeg var så rystet over det, så der skulle vise sig at gå flere år, før jeg rigtigt fik fortalt, hvordan jeg havde det med hele situationen.

Hvis skyld var det?

Traume lurer under overfladen, Jesper 1992Jeg kunne ikke forstå det hele. Hvorfor ville han ikke tale med mig? Og pludselig gik det op for mig..:

Blot to års tid tidligere var jeg blevet stillet et spørgsmål med to muligheder

  1. “Vil du starte et nyt liv, ny skole, nyt hjem, nye venner i Holstebro?” (her hvor jeg nu bor og har en kæreste, men ikke arbejder)
  2. “… eller vil du tilbage til Rosenhøj, hjem til din skole, dine venner, dit social-liv, i nærheden af familie?” (hvor jeg nok arbejder, men ikke har kæreste eller bolig)

Det var min far, der stillede spørgsmålet efter en periode, hvor der havde været lidt uro omkring vores hjemlige forhold. Jeg havde ikke tøvet, jeg ville gerne hjem. Hjem til Rosenhøj, hjem til Viby, hjem til Aarhus.

Jeg havde sat os i denne her situation. Jeg havde skabt det her traume.

Det var min skyld – det hele!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.