11. oktober 2012

Få fjernet mandler – hvad sker der derefter?

By Jesper Bjørn Schlæger

Torsdag d. 4. oktober 2012 havde jeg tid på Esbjerg Sygehus til at få fjernet mandler. I en alder af 33 år, var det med en vis bekymring jeg gik ind til det, da der dels ikke var meget at læse på internettet omkring helingsperioden efter at have fået fjernet mandler, og dels alene negative men udetaljerede forlydende fra de der havde prøvet det som voksne, besluttede jeg at skrive denne forholdsvist detaljerede gennemgang af forløbet.

Skal du eller en pårørende igennem operationen og have fjernet mandler, så lad jer ikke skræmme af dette. Jeg er ganske sikker på i det lange løb, at det er det hele værd – i hvert fald ,hvis man som jeg, er vandt til at løbe rundt med halsbetændelseslignende symptomer 5 måneder om året.

Jeg har ikke overblik over, hvor mange gange jeg undervejs var på Internettet og søge efter svar på, om dette og hint var normalt, forventeligt osv når man skulle have fjernet mandler. Forhåbentlig kan dette indlæg give svar på en række frustrationsspørgsmål for kommende patienter.

Held og lykke til dig, og smid gerne en kommentar til indlægget, hvis du har kunnet bruge det til noget. Åh Og nej, jeg er ikke interesseret i ynke-kommentarer – de bliver slettet.

Dag #0, før operationen, tid til at få fjernet mandler

Jeg var indkaldt til operation kl. 11:00 til at få fjernet mandler, og mødte troligt til tiden, fastende og klar til nærmest at gå direkte på operationsstuen, men akutte operationer havde skubbet til tidsplanen, og ventetiden hed derfor 2-3 timer. Fint nok, jeg havde en bog med, så tiden forløb rimeligt.

Få fjernet mandler

Få fjernet mandler: Hvor sidder mandlerne henne?

Ved 12-tiden henvender sygeplejersken sig til mig, og beder mig sluge to Pinex (500mg paracetamol pr. stk.). Nu forstår jeg ikke hvad sådanne hovedpinetabletter skal gøre godt for ved operationer, men det er åbenbart helt normalt før enhver operation, om man skal have fjernet mandler eller ej.

Ved 13:20-tiden blev jeg kørt til operationsstuen. Personalet var i et vældigt humør, og vi fik sludret og pladret inden narkosen trådte ind, og væk var jeg. Og nu skulle vi i gang, tid til at få fjernet mandler!

 

Dag #1, efter operationen, hvor jeg fik fjernet mandler

Jeg vågnede op på opvågningsstuen og blev forholdsvist hurtigt klar i hovedet. Præcist hvad der skete var jeg nok alligevel for groggy til at huske, men jeg røg retur til sengeafdelingen inden længe, og der gik det op for mig efter at have fået fjernet mandler, at halsen føltes sammensnørret, som en almindelig gang “ondt i halsen”, dog suppleret med generel ømhed i hele svælget og halsen, samt i tungen. Min balance var heller ikke til at prale af. Smerterne var dog ret begrænsede. Overnatning skulle foregå på hospitalet.

Dagens mad & medicin

Dagens medicin: 2 stk. pinex af 500 mg til aften og nat; 1 stk. Bonyl af 500 mg (Naproxen) til aften.

Dagens mad: Jeg fik noget afkølet kartoffelmos med afkølet persillesovs. Det gik rimeligt med at få det ned, men den efterfølgende citronfromage var fantastisk at få i halsen. Kølende, lindrende og nem at sluge. Dem fik jeg 3-4 stykker af i løbet af aftenen. Desuden en skive hvidt blødt franskbrød uden skorper. Sygeplejerskerne anbefalede nutella, da det skulle virke lidt smørrende gennem halsen, men jeg valgte honning, da min erfaring fortæller, at det kan virke lettere bedøvende på halsirritation, så selvfølgelig kunne det da klare eftervirkningerne efter at jeg fik fjernet mandler.

Jeg havde lidt svært ved at sove om natten, nok dels som følge af ubehaget i halsen, og dels som følge af min room-mate på hospitalet, som flere gange måtte have diverse assistance fra sygeplejerskerne.

Dag #2, fredag d. 5. oktober 2012

Vågnede træt og uudhvilet, men meget ivrig efter at komme hjem. Lægen kiggede forbi ved 10:00-tiden, kiggede i halsen, og vi talte kort. Intet usædvanligt at se, og vi snakkede blandt andet længden på sygemelding. Jeg har et arbejde, hvor der kan forekomme massiv fysisk aktivitet, så derfor var han skeptisk overfor, om 2 uger var tilstrækkeligt sygemelding (de anbefaler 4 uger før man påbegynder reel fysisk træning, når man har fået fjernet mandler, uanset hvordan operationen er gået).

Jeg havde stadig ømhed i halsen efter at have fået fjernet mandler, og især når jeg skulle synke drikkevarer gjorde det temmeligt ondt i halsen, så jeg fik nok ikke helt drukket tilstrækkeligt.

Dagen gik ellers ret stille for sig, og jeg lå meget på sofaen foran tv’et.

Dagens mad & medicin

Dagens mad: aftensmaden var igen kartoffelmos med noget paneret fisk (hvor jeg pillede paneringen af).

Dagens medicin: 2 stk. pinex af 500 mg til morgen, middag, aften og nat; 1 stk. Bonyl af 500 mg (Naproxen) til morgen og aften.

Dag #3, lørdag d. 6. oktober 2012

Lørdag foregik på sofaen med en dyne og tv’et. Manglende energi, tiltagende smerter, i perioder meget voldsomme. Ikke ret meget mad, og kun meget få udtalte ord. Udover smerter og irriteret hals kunne jeg ikke mærke, at jeg havde fået fjernet mandler. 

Dagens mad: Yoghurt, hvidt brød uden skorpe, pasta

Dagens medicin: 2 stk. pinex af 500 mg til morgen, middag, aften og nat; 1 stk. Bonyl af 500 mg (Naproxen) til morgen og aften.

Dag #4 efter at have fået fjernet mandler, søndag d. 7. oktober 2012

Dagen i dag mindede meget om lørdag, dog igen med flere smerter, mindre energi og en følelse af, at det hele var ret uoverskueligt.

Dagens mad: Yoghurt, hvidt brød uden skorpe, pasta

Dagens medicin: 2 stk. pinex af 500 mg til morgen, middag, aften og nat; 1 stk. Bonyl af 500 mg (Naproxen) til morgen og aften.

Dag #5, mandag d. 8. oktober 2012

Smerterne er stadig svært tiltagende, og min tålmodighed er tilsvarende faldende. Synes forløbet efter at have fået fjernet mandler er uoverskueligt, jeg er konstant sulten og kæmper for at få indtaget lidt, men hver mundfuld gør afsindigt ondt i ørerne.

Medicin

Medicin, blanding af forskellige præparater

Svære smerter

Ved 18-tiden ringede jeg til hospitalet. Min tålmodighed var opbrugt, og jeg var klar til at tigge om hjælp. Det var dog ikke nødvendigt for heldigvis eller desværre meddelte den søde sygeplejerske, at det ikke var helt unormalt med de mange smerter, og anbefale at jeg kunne få enten Dolol/Tradolan/Mandolgin (3 forskellige navne på samme præperat), eller oxynorm. Dolol havde jeg taget en af fra morgenstunden, da jeg i forvejen fra tid til anden bruger det af andre årsager udover at få fjernet mandler, og den kunne jeg meddele hende ikke havde nogen effekt for mig. Hun fik derfor en læge til at indtelefonere en recept til mig på et døgnapotek, og så måtte jeg i gang med Oxynorm. Oxynorm er et meget kraftigt morfin-lignende præperat, som kan være meget afhængighedsskabende såvel psykisk som fysisk, så det skal bruges med absolut varsomhed.

Sygeplejersken fortalte endvidere, at det mest sandsynligt var manglende brug af halsmuskulaturen, der satte sig som smerter op i kæben og videre i øret. Den udtalelse vender vi lige tilbage til…

Den første Oxynorm gav mig 4-5 timers total afslapning næsten uden smerter, men samtidig bliver man lidt små-skæv af de her piller, så bivirkningerne var ikke til at komme uden om.

Dagens mad & medicin

Dagens mad: Yoghurt til morgenmad, blødt hvidt brød til frokost (fik dog ikke ret meget ned), og en smule pasta til aften. Desuden nogle is, og noget kakaobudding.

Dagens medicin: 2 stk. 500 mg. paracetamol morgen, middag, aften, nat; 1 stk. Bonyl 500 mg morgen og aften, 1 stk Dolol 50 mg. morgen, 1 stk Oxynorm 5 mg. nat.

Dag #6, tirsdag d. 9. oktober 2012. Måske har jeg fortrudt, at jeg fik fjernet mandler…

Sikke en skod-dag! Jeg tog Oxynorm tabletterne 4 gange i løbet af dagen, hver gang med svimmelhed, kvalme og ubehag til følge (normale bivirkninger), men omvendt tog de i 3-4 timer ad gangen toppen af smerterne. Er dog ikke imponeret over virkningen!

Madindtaget har været yderst begrænset. Sulten er voldsom, men smerterne modarbejder lysten til at spise. Det bekymrer mig! Jeg kan SLET ikke få drikkevarer ned. Det gør simpelthen for ondt.

Dag #7, onsdag d. 10. oktober 2012. HVORFOR fik jeg dog fjernet mandler?

I dag var en yderst ubehagelig dag. Smerterne i ørerne bliver ikke dækket hele tiden af Oxynorm-tabletterne. Der skal være 6 timer mellem jeg tager dem, men de har kun en reel virkningstid hos mig på 3-4 timer. Der er derfor nogle ret modbydelige timer imellem. Når pillerne virker har jeg det ret ok, og får en smule frisk luft og får bevæget mig lidt, men i smerteperioderne ligger jeg helt stille med hovedet på en pude, og en dyne over den andet øre. Laver jævnligt undertryk i ørerne for at lette trykket en smule.

Tog mig selv i et par gange at slå mig selv meget hårdt med knytnæve i låret for at glemme smerten i ørerne. Forventer absolut blå mærker! Alt dette for at få fjernet mandler..?

Var i øvrigt på vægten i dag. Har tabt cirka 6 kg. på de først syv dage. Nok ikke det sundeste vægttab.

Hvis det virker…

Vingummibamser kan være vejen frem mod øre-smerter efter at få fjernet mandler

Vingummibamser kan være vejen frem mod øre-smerter efter at få fjernet mandler

Var en smut i kiosken efter et par småting, og kom til at tænke på sygeplejerskens udtalelse mandag aften. “Manglende brug af halsmuskulatur og kæbemuskler giver smerter i ørerne”. Jeg købte derfor en pose vingummi i en tosset idé om, at de måske skulle være nemme at sluge og om ikke andet kunne give en masse tyggetid. Det var faktisk slet ikke nogen dum idé. Når de er tygget grundigt små, så er de ret nemme at sluge, så det er kun når smerterne topper, at jeg ikke kan få dem ned – og tyggetid giver de absolut. Om det hjælper ved jeg til gengæld ikke. Og der er ikke noget syndeligt næring i dem. Men at få fjernet mandler kunne måske give et argument for at spise snolder.

Dagens mad & medicin

Dagens mad: Fik ikke noget at spise til morgen, og ej heller at drikke. Smerterne var simpelthen for voldsomme, og de bliver mangedobblet når jeg synker. Sov on/off helt til middagstid. Til frokost fik jeg en portion yoghurt uden klumper, og til aften båndpasta med sovs og fiskepinde. Paneringen blev ikke pillet af i dag, og jeg fik trods alt en halv-fornuftig portion ned. Henad aftenen et par vingummier.

Dagens medicin: 2 stk. 500 mg. paracetamol morgen, middag, aften, nat; 1 stk. Bonyl 500 mg morgen og aften, 1 stk Oxynorm 5 mg. morgen, middag, aften og nat.

Dag #8, torsdag d. 11. oktober 2012

Vågnede omkring kl. 4:15 med en meget massive smerte i ørerne. Lå i knap halvanden time og nærmest vred mig i smerte, lavede løbende undertryk i ørerne (gav kortvarrig lettere lindring), og ellers bare ventede på, at jeg måtte tage smertestillende igen.

En halv times tid efter pillerne var indtaget, var øresmerterne næsten væk, men halsen var her til morgen meget ru og medtaget. Tror jeg snakkede for meget og for højt i går. Energiniveauet var i et par timer ret fornuftigt.

Dagen igennem har der været perioder med meget massive øresmerter, men jeg er blevet meget opmærksom på at tage pillerne på de nøjagtige tidspunkter, og i øvrigt kun spise og drikke på de tidspunkter, hvor jeg ved at pillerne er mest effektive. Lidt snyd måske, men det gør lidt forskel. Det er dog lovligt at snyde efter at få fjernet mandler!

Dagens mad & medicin

Dagens mad: Startede dagen med nogle sodavandsis fordi halsen rigtigt kradsede. Tror jeg må forvente de første sår snart falder af. Første rigtige mad var midt på eftermiddagen i form af yoghurt, og til aften fik jeg en lille portion pasta med sovs og en halv kogt pølse.

Dagens medicin: 2 stk. 500 mg. paracetamol morgen, middag, aften, nat; 1 stk. Bonyl 500 mg morgen og aften, 1 stk Oxynorm 5 mg. morgen, middag, aften og nat. Desuden tog jeg en dolol 50 mg. midt på eftermiddagen.

Jeg havde en forventning om, at smerterne ville være aftagende i dag. Jeg blev skuffet ! Meget skuffet! Jeg var her meget frustreret over, at få fjernet mandler. Hvad godt skulle der nogensinde komme af det…

Dag #9, fredag d. 12. oktober 2012

Vågnede igen ved knap 5-tiden med ondt i ører og hals, og tog derfor smertestillende. Da jeg stod op kl. 07:00 var stemmen helt væk, og halsen gjorde ret ondt. Natten over er jeg blevet meget snottet, så det har selvfølgelig en indflydelse. Det er dog som om smerterne i ørerne er lige knap så voldsomme og i hvert fald hurtigere kan dulmes. Det giver mig lidt håb om, at det hele er ved at vende. Ømheden i halsen vælger jeg at tilskrive en kombination af en forkølelse og at sårene jo så småt falder af.

Jeg havde i øvrigt absolut ingen stemme da jeg stod op… Den kom dog igen i løbet af 15-20 minutter.

Dagen igennem har øre-smerterne været tilbagevendende når det smertestillende medicin har været aftagende, dog har det generelt været hurtigere overstået end de foregående dage, omend smerten er nogenlunde lige så kraftig.

Jeg har også været ude og bruge lidt energi i dag, gået en tur på cirka 5 kilometer, men naturligvis som henvist af lægerne uden væsentlig forøgelse af blodtryk og puls.

Halsen har været mere opmærksomhedskrævende i dag, muligvis fordi smerterne i ørerne ikke har været det. Derfor har jeg spist mere is end de foregående dage.

Dagens mad & medicin

Dagens mad: Jeg havde i går besluttet, at dagen i dag skulle bruges til et lille eksperiment. Vi fik derfor pizza til aftensmad. Alt blev omhyggeligt tygget, så der ikke var skarpe kanter og store stykker, men så gik det også ok at få den ned. Vi går derfor over til “normal” aftensmad fra nu af.

Morgenmad blev det ikke til, da vores datter holdt mig vågen det meste af natten, så jeg i stedet sov hele formiddagen. Frokosten kom jeg for sent op til, så den endte jeg med at springe over. Med andre ord, endnu en usund dag, men for en gangs skyld ikke så meget fordi jeg havde fået fjernet mandler.

Dagens medicin: 2 stk. 500 mg. paracetamol morgen, middag, aften, nat; 1 stk. Bonyl 500 mg morgen og aften, 1 stk Oxynorm 5 mg. morgen, middag, aften og nat.

Dag #10, lørdag d. 13. oktober 2012 – Dag #14, onsdag d. 17. oktober 2012

Som nævnt på dag #9, så forsøgte jeg at kører standard-kost fra dag #10. Dagene #10-14 er beskrevet samlet, da de mindede meget om hinanden.

Smerterne aftog markant på dag #9 og endnu mere i de følgende dage, så jeg var stort set smertefri på dag #14. Det var første reelle lyspunkt efter at få fjernet mandler. Det passede også rigtigt fint med, at jeg løb tør for Oxynorm på dag #10 og Bonyl på dag #13.

Maden var forholdsvis normal, omend der gik nogle dage før jeg spiste normale mængder, og søvn-mængden og kvaliteten varierede en hel del i den følgende uges tid.

En måned senere

Smerterne er væk, søvnen er normaliseret, og jeg tænker meget lidt på perioden med smerterne. Jeg har været igennem den første forkølelsestur, der typisk ville have givet anledning til en halsbetændelseslignende periode, men det er gået meget nemmere end før jeg fik fjernet mandler. Stadig lidt ubehag i halsen nogle dage, men sjældent mere end en kop varm te med honning kan tage.

Når jeg ser tilbage på perioden umiddelbart efter operationen, så var det en meget hård omgang at komme igennem, og jeg er ikke sikker på, om jeg havde gennemført operationen og få fjernet mandler, hvis jeg havde vidst hvad der kunne medfølge. Omvendt glæder jeg mig i dag over at slippe for halsbetændelse, og samtidig sætter maden sig ikke hele tiden fast i mandlerne.

Min kone har endvidere bemærket at min snorken er forsvundet, og den dårlige ånde er væsentligt reduceret. Jeg selv gen-opdagede for nyligt mine smagsløg, og kan meget nemmere adskille de forskellige smagsnuancer i maden.

Alt i alt på langt sigt har jeg ikke fortrudt operationen. Jeg har ikke fortrudt at få fjernet mandler. Bare det at min snorken er væk og smagsløgene forstærkede er det hele værd, men tanken om at slippe for halsbetændelserne kan jeg nu også ret godt lide.

Mit råd til kommende patienter

Overvej seriøst om du vil stå det her igennem!

Det ER en tidsbegrænset periode, men den kan være hård og vanskelig at komme igennem.

Vent ikke til smerterne har været ulidelige i flere dage før du spørger om hjælp i form af smertestillende, men omvendt, hop heller ikke på så kraftig medicin som Oxynorm, hvis du reelt kan undvære det. Oxynorm er vanedannende, og jeg havde nogle abstinenser i et par døgn efter at have stoppet med dem.

Men   S K R I V   E N D E L I G   E N   B E S K E D   herunder

Slutnote – redigeret

Siden er blevet flyttet til et nyt webhotel, og kommentarerne måtte kopieres en-til-en. Derfor er datoerne ikke korrekte, Jeg beklager dette, indlæggende strækker sig pænt over perioden siden jeg skrev indlægget.