Kategori: Psykisk sygdom

Derfor er det spændende at være Bipolar – Manio-Depressiv

Bipolar og kognitiv terapi? Du får jo heller ikke et brækket ben til at gro rigtigt sammen ved at få træning i “korrekt gang”!

Ved du hvordan din dag ser ud? Fornemmer du fra morgenstunden om der venter en god dag forude? Som bipolar eller manio-depressiv har jeg ikke den luksus. Derimod har jeg hver dag spænding om, hvor mine sygdom affektiv bipolar sindslidelse vil lede mig i dag. Mange dage er jeg ikke meget anderledes end dig – ikke meget – men nogle dage. De dage, hvor du ville tænke “øv jeg har en dårlig dag”, der er mine dage ekstra spændende.

Hvad vil det sige at have affektiv bipolar sindslidelse?

Bipolar, også tidligere kaldt manio-depressiv, er en psykiatrisk sygdom, som kan være vældigt spændende og endnu mere skræmmende. Jeg kan og vil ikke her redegøre for bipolar generelt, da der er lige så mange oplevelser med sygdommen som antallet af ramte mennesker. Jeg vil derimod forsøge at give et billede af, hvad det betyder for mig at være bipolar.

Grundlæggende kan bipolar oversættes til “to poler” eller sågar “to yderligheder”. De to poler eller yderligheder kaldet depressiv sindstilstand og manisk sindstilstand. Vi kender alle sammen de to sindstilstande, omend et “normalfungerende” menneske ikke vil ramme yderpolerne. Det gør en bipolar heller ikke nødvendigvis, i hvert fald ikke hver gang. Hvad en bipolar har, er derimod at have svingninger i retning af depressiv og manisk som alle andre, men med større sving, og muligvis også hyppigere sving.

Udsving for normal og bipolar, manisk og depressiv. Grafisk element af Poul Rude AS3

Udsving for normal og bipolar, manisk og depressiv. Grafisk element udarbejdet af Poul Rude fra AS3. Den blev brugt i en artikel om min psykologbehandling

Hvis en normalt fungerende følger den blå kurve er den røde kurve et glimrende eksempel på en bipolar. Svingningerne mellem mani og depression kan være både kortere og længere end normalen, og hvor yderligt de går, er også meget individuelt.

For mig personligt som bipolar, er den depressive udvikling den værste. Den rammer mig flere gange månedligt, ind imellem et par gange på en uge, og styrken svinger mellem svagt depressiv til “hvis ikke du fik medicin var du nok død nu”.

Manisk eller mani hvad vil det sige?

At være manisk, er i mine øjne, det værste en bipolar kan byde sine omgivelser. Som manisk oplever jeg en udpræget mangel på selvkontrol, en irrationel adfærd især omkring mine personlige praktiske forhold. Ofte kan jeg se på min kontooversigt, hvis jeg har haft en manisk periode, ikke fordi jeg nødvendigvis tømmer min konto, men prioriteterne kan være noget uhensigtsmæssige.

I manien oplever jeg også, at min kontrollerede mundtlige kommunikation bliver mere lemfældig. Det skal ikke forstås som at jeg taler modbydeligt til folk, men nærmere at overvejelserne om, hvad jeg vil til at sige, er utilstrækkelige. I yderste instans kan konsekvensen være, at jeg får trådt nogle ganske grundigt over fødderne.

Jeg elsker at lave projekter, alle mulige slags. Men hvor jeg i den depressive fase ikke kan finde energien, så har jeg i den maniske fase svært ved at finde roen. Det betyder, at jeg gerne slår et alt for stort brød op, og konsekvenserne af det er, at jeg når sindsstemningen er stabiliseret overhovedet ikke kan se mig ud af mine planlagte tossestreger.

Den maniske side er oftest den, der går mest ud over omgivelserne, hvor den depressive side går mest ud over en selv.

Depressiv eller depression, hvad vil det sige for en bipolar?

At være depressiv, er for mig, at have rigtigt ondt inden i. Jeg er trist og energiforladt, føler mig magtesløs, selvværd er i bund, og selvtilliden er også ret udsat. Den depressive side er som udgangspunkt lig en helt “almindelig” depression. Jeg oplever dog, at den varer væsentlig kortere end en “almindelig” depression. At den er kortere gør den imidlertid ikke nødvendigvis nemmere. Svingningerne gør, at jeg ofte oplever ret kortere mellemrum mellem faserne, og håndteringen af skiftelige yderfaser er utroligt krævende.

Som depressiv bliver jeg selvkritisk udover det rimelige, jeg betvivler mine omgivelsers positive hensigter, og min plads i verden føles lille eller ikke-eksisterende. Det er i den situation, at selvmordstanker og -impulser kan tage over.

Den depressive side er oftest den, der går mest ud over en selv, hvor den maniske side går mest ud over omgivelserne.

Hvor ofte svinger jeg mellem depressiv og manisk?

Min svingninger er umulige at sætte i skema. I nogle perioder kan der gå en eller flere måneder, hvor jeg er normaliseret eller i én fase, og i andre perioder svinger jeg fra og tilbage et par gange på en uge. I et enkelt tilfælde har jeg oplevet to hele svingninger indenfor samme døgn.

Selvmord og bipolar – mine oplevelser

p-content/uploads/2017/09/k12608621.jpg”>Ud med et brag![/caption]
En dygtig psykolog

En dygtig psykolog fortalte mig i foråret 2017, at en bipolar ofte kan føle behov for selvmord i sine depressive perioder, men det er i de maniske perioder, man ofte vil kunne gennemføre det. Som konsekvens deraf er det farligste, hvis ens svingninger ligger meget tæt. Man kan således stadig på visse områder hænge fast i det depressive og selvmordstrangen, alt imens en mani opbygger modet og viljen til at gennemføre det. De tætte svingninger kan således medføre, at man reelt er i et dobbelt-sving. Dermed vil man være depressiv og manisk på samme tid.

Jeg har selv en håndfuld reelle selvmordsforsøg bag mig. Kun de to af dem, ser jeg i bagklogskabens lys som reelle forsøg. De øvrige har i virkeligheden nok  været enten et råb til omgivelserne om hjælp, eller måske et indre angreb på mig selv.  Et råb om en given smerte, tanke eller andet, der er uacceptabelt i egne øjne.

Jeg har altid været hård ved mig selv, taget ansvar for andres handlinger og beslutninger, ansvar for al vrede, frustration og negativitet. Det var altid min skyld. Og hvis noget skal udpeges som min største selvmordstrussel, så er og bliver det sandsynligvis mit selvdestruktive behov for at påtage mig alverdens skyld og ondskab. Skulle jeg en dag ende med at træffe den beslutning vil det sikkert påkræve, at svingningerne ligger rigtigt. Imens skal selvværdet og selvdestrukturen nå “rock bottom”.

Statistikkerne

  • Personer med bipolar affektiv sindslidelse lever i gennemsnit 9 år kortere end landsgennemsnittet.
  • Bipolare er i gennemsnit ramt af depression i 30% af deres liv og af manisk i 15% af deres liv.
  • 15-20% af alle bipolare dør ved selvmord.
  • Børn af bipolare har 10% sandsynlighed for selv at blive bipolar (inden det fyldte 20. år), samt yderligere 30% for depression, angst eller andre psykiske lidelser ved 20-års-alderen.

Kilde: http://www.psykiatrifonden.dk

Behandling af affektiv bipolar sindslidelse

Kan medicin hjælpe mod bipolar affektiv sindslidelse?

Ja, naturligvism hvis man er så heldig at få den helt rigtige medicin i tilstrækkelige doser. At være psykisk syg er svært, når det kommer til medicin. Det skyldes blandt andet, at lægerne stort set udelukkende kan vælge behandling ud fra, hvad man selv fortæller. EEG, EKG, blodprøver, urinprøver, kikkertundersøgelser og alle den slags undersøgelser er  ikke anvendelige til undersøgelsen. Det er blandt andet derfor psykiske sygdomme beskrives som hemmelige eller skjulte sygdomme. Og det er derfor nogen kan gå igennem livet med psykiatrisk lidelse uden nogensinde at få en diagnose.

017/12/Medicin-jesper.jpg”>Forskellige typer medicin, her både vitaminer, “glasklokken”, og smertestillende[/caption]
Jeg selv får i skrivende stund 6 medi

Jeg selv får i skrivende stund 6 medicin-præparater, og er senest reguleret for 3 dage siden. Det er efter mere end 3 års kendte diagnoser. Og undervejs mener jeg, at vi har afprøvet 4-6 andre midler, som siden er blevet kasseret igen.

Jeg er ingenlunde i tvivl om, at mine psykiatriske lidelser er under langt større kontrol, end hvis jeg ikke var medicineret. Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke har udsving, at jeg ikke er deprimeret, og at jeg ikke har selvmordstanker. For jo, det har jeg. Dagligt. Men selvmordstanker er ikke lig forestående selvmordsforsøg. Selvmordstanker defineres derimod som “tanker om selvmord”. Hverken mere eller mindre, og ja, de har jeg dagligt i et eller andet regi.

Hvilken slags medicin indebærer det?

Hvis derimod jeg ikke var medicineret, tør jeg slet ikke tænke på, hvor slemme tingene havde været i dag. Jeg får aktuelt behandling med følgende funktioner:

  1. Antidepressiv
  2. Udsvingsregulerende
  3. Følelsesbegrænsende (ja sådan virker de sgu! Forestil dig, at ALLE dine følelser bliver beskåret med 85% eller så…)
  4. Følelsesbegrænsende og sløvende (til at sove på)
  5. Søvnhormon
  6. Sovepille (når det er ekstra tiltrængt)

Dertil 3 slags vitaminpiller og noget smertestillende, som i øvrigt også påvirker noget af det andet medicin.

Som en lille fodnote skal nævnes, at når man får så meget medicin, så er det uhyre vigtigt, at man sætter sig ind i, hvad det er man kommer i kroppen. Eksempelvis fandt jeg fx ud af, at min foretrækkende hals-lindrende (Zyx) ikke må bruges sammen med den nok vigtigste af mine mediciner. Ydermere er mere tilgængelige mediciner som Ipren og Ibumetin stort set no-go! I den “rigtige sammenhæng” vil det simpelthen kunne give en overdosering med risiko for hjertestop. Ret relevant, ikke?

Kognitiv adfærdsterapi og bipolar

Hvis du spørger en kognitiv terapeut, vil de givetvist svare, at kognitiv adfærdsterapi kan bruges som hel- eller delbehandling på stort set alt psykisk relateret. Jeg er enig så længe vi taler delbehandling. Kognitiv behandling handler groft sagt om at lære at tilpasse egne handle- og tankemønstre. Det er jeg bestemt fortaler for kan være relevant nok.

MEN, hvis argumentet er, at du kan “styre” din bipolar, skitzofreni eller “blot” depression, så melder jeg fra. Det tror jeg ganske enkelt ikke på. Jeg har selv gået til psykolog i mere end et halvt år og fået en kæmpe gevinst ud af det. Og jeg har midt i alt mit rod gennemført to NLP-uddannelser, hvilket også primært har været for egen vindings skyld, og jeg har uden tvivl vundet stort! Men det betyder ikke, at jeg kan styre psykiske skavanker. Og slet ikke det at  være bipolar!

Du får jo heller ikke et brækket ben til at gro rigtigt sammen ved at få træning i “korrekt gang”.

En psykologs hjælp

Marie og Jesper i sensommeren 2017

“>Til internt fagblad og firmaets blog skrev Poul Rude et par spændende artikler om Maries arbejde og min udvikling

[/caption]For mit vedkommende var et af de store vendepunkter en serie samtaler med en psykolog – Marie – som fik åbnet nogle perspektiver. Vi arbejdede meget med selvforståelse, tidsskema, sammenhænge, ansvar og meget mere. Derudover arbejdede vi også med at definere, hvad min bipolar affektiv sindslidelse er for noget. Uden medicinsk behandling havde jeg aldrig været modtagelig for psykologsamtaler. Og uden samtalerne havde jeg aldrig fået fuld gavn af medicinen.

Marie har enormt dygtig til at fange mig, kunne forholde sig til mig, og uanset hvad jeg kom med, var jeg aldrig i tvivl om hende.

AS3, som Marie arbejdede hos, bragte denne artikelpå deres blog

Kan bipolar kureres?

Nej, sandsynligvis ikke. Men derfor kan behandlingen godt blive så god og effektiv, at den får udlignet markante udsving. Det betyder ikke, at man er helbredt, men “bare”, at symptombehandlingen går godt. Det svarer til at smertebehandle for en diskusprolaps. Det hjælper ikke på prolapsen, men det gør den til at leve med.

Omgivelsernes oplevelse af en bipolar

Særlige hensyn i hverdagen for en bipolar

For mit eget vedkommende, der er søvnen absolut essentiel for mit velbefindende. Den skal have en hvis længde, og på et rimeligt fast tidspunkt. Derudover er jeg og alkohol bare ikke ret gode venner. Det skyldes nok noget af medicinen, men jeg bliver lynhurtigt dårlig, uden at være blevet fuld. Endeligt er jeg aktuelt meget hårdt ramt af træthed midt på formiddagen, og det er nok den største praktiske udfordring. Særligt i perioden 10:30-12:00 kunne jeg sove hver eneste dag. Sidder jeg foran en PC er det en evig kamp om at holde mig vågen.

Hvad betyder det for en partner?

Åh jeg ville gerne skrive noget intelligent her, men realiteten er, at jeg ikke endnu har kunnet fastholde et varrigt forhold, siden jeg blev sygdommen bekendt. Jeg tror, at ens partner skal kunne finde ud af at abstrahere for nogle spøjse og uhensigtsmæssige reaktioner. Partnere skal turde tro på det, også når der kan blive modarbejdet.

Jeg tror det er svært at være partner til en bipolar.

Jeg har haft 5 forsøg på forhold i løbet af mine 3½ år som diagnosticeret. I alle fem tilfælde havde sygdommen en grad af indflydelse på, at det ikke lykkedes. Enten selve sygdommen, bivirkninger eller måske den adfærd, der har været påvirket. Og i mindst 1, formentlig 2 var sygdommen i sig selv væsentligt udslagsgivende.

Det kommer dog ikke bag på mig. Min far var sandsynligvis bipolar (ikke-diagnosticeret), og jeg husker bestemt godt, hvad det betød. Det var i perioder hårdt, og i andre perioder ikke så hårdt. Men overordnet set er det bare krævende at så ved siden af. Partner, forælder, barn, søskende, svigerinde eller sviger, bedsteforældre, kusiner og onkler. Eller som nær ven eller kollega.

Følelser? Det har jeg ikke!

Det er naturligvis løgn og latin, for selvfølgelig har jeg følelser. Men de et stykke hen ad vejen lukket inde i en “glasklokke” sammen med mig, og jeg oplever derfor ofte, at følelserne er begrænsede, ligefremt lemlæstede. Og ind imellem tror jeg de er væk. Udfordringen er her, at jeg får noget medicin, som har netop dette formål, men medicinen kan ikke kende forskel på velkomne og uvelkomne følelser, så den lukker bare ned. Og det føles i bogstaveligste forstand som om, at jeg har en tyk glasklokke, som isolerer mig fra at føle fra og med resten af verden.

Seksualitet og medicin

Endeligt er der den lille detalje, at nogle psykiatriske mediciner påvirker sexlivet på personen. Jeg tror ikke længere det kan tælles, hvor mange gange jeg har måtte svare på yderst personlige spørgsmål fra læger, sygeplejersker og ergoterapeuter omkring evne til eksempelvis rejsning og udløsning. Det er mit indtryk, at det er et urimeligt stort problem for en meget stor procentdel af psykiatriske medicinerede patienter.

Kan en bipolar passe et job?

Ja bestemt, naturligvis. Men der kan afhængigt af den enkeltes forløb og tilstand være behov for nogle hensyn. Branchen kan garanteret også have noget at skulle have sagt. Eksempelvist kunne jeg ikke fortsætte i Kriminalforsorgen, da jeg fik en angst-diagnose – det var ikke passende og risikoen var for stor.

Når en facade dominerer hverdagen

D. 1. august 2017 mens jeg stadig gik til psykolog, skrev jeg et blog-indlæg om det at have en facade i hverdan, og hvordan man arbejder med den. Jeg vil påstå, at den afdækker det, som jeg ellers ville skrive her. Så læs den endeligt gerne.

Er bipolar arveligt?

Børn af en bipolar har 10% sandsynlighed for selv at blive bipolar (inden det fyldte 20. år), samt yderligere 30% for depression, angst eller andre psykiske lidelser ved 20-års-alderen.

Ja det er arveligt. I mange år forholdt jeg mig til et tal, der hed 50%. Det tal kan jeg ved research til dette indlæg konstatere var et meget højt sat estimat. Imidlertid viser dagens tal også, at hele 40% af børn efter en bipolar en eller anden diagnosticeret psykiatrisk lidelse inden de fylder 20. Dertil fortæller tallene intet om, hvor mange der herefter får en diagnose. Måske er 50% ikke så forkert endda.

Hvor står Jesper som bipolar?

Det her er nok det sværeste spørgsmål af dem alle. På den ene side, så har jeg anerkendt min diagnose og taget den til mig. Jeg har accepteret, at den ikke skal modarbejdes, men jeg oplever også et konstant pres på mine skuldre. Som jeg nævnte længere oppe, så er selvmordstanker desværre en hverdagsting, og de har i perioder – også ret nyligt – fyldt så meget, at jeg har en konkret plan liggende for, hvordan det skal udføres, hvis….

Lige til at starte med, var det vildt absurt at gå og lægge praktiske og håndterbare planer for det, men med tiden blev det en lettelse. En lettelse, at jeg havde gjort et solidt forarbejde. En lettelse, at metode og “materialer” er på plads, og en grundighed i planlægningen, der næsten garanterer, at hvis jeg træffer beslutningen, så kan det gennemføres hurtigt og effektivt. Faktisk er jeg overbevist om, at planen er sikker nok til, at der ikke er fortrydelsesret på den.

Men det er blevet lidt af en lettelse. I stedet for at bekymre mig for hvordan, hvor og hvornår, så skal jeg kun forholde mig til et spørgsmål:

Skal jeg gøre det, og skal det være lige nu? Efter som jeg sidder her og skriver, har jeg åbenlyst ikke sagt ja. Men det er min lille tossede og ganske morbide tryghed. En tryghed om selv at kunne bestemme, hvis…

Bipolar: depression og mani

Bipolar udsving på manisk og depressivBipolar med udsving mellem manisk og depressiv. Forskellige grader udsving

Der findes adskillige udgaver af, hvordan man kan leve i og med bipolar effektiv sindslidelse. Nogle er langt primært depressive, nogle noget mindre, nogle er små-maniske (hypomani), og nogle er meget maniske. Med andre ord, hver patient, sit forløb.

Jeg selv hører til en gruppe, hvor det langt primært er depressionen, der er gældende, og jeg har tendens til, at de fleste svingninger er mellem let depressiv og svært depressiv. Ind imellem rammer jeg normallejet, og ind imellem bliver jeg hypomanisk. Jeg har endnu ikke været i stand til at identificere en svær manisk periode – heldigvis.

Hvis min fantastiske psykolog Marie læser dette, eller hvis min ubetinget største støtte og redning, privatpraktiserende læge Henriette, så vil de sikkert sige til mig, “Jesper du er ikke sygdommen, men du har sygdommen med”. Og det er nemlig rigtigt, og set udefra er jeg 100% enig. Men når man sidder i det, kigger fra glasklokken ud i verden, så er jeg ikke altid enig med dem. Så ER jeg ind imellem sygdommen! Men heldigvis er det ikke hver dag.

Postskript

Jesper Bjørn Schlæger med sine pigerJesper Bjørn Schlæger og mine piger, Fenja og Frigga

Det var små 3.000 tegn omkring bipolar / bipolar affektiv sindslidelse / manio-depressiv set fra min vinkel. Jeg følger slavisk min medicinske behandling, og på de rigtigt dårlige dage følger jeg den, fordi jeg har lovet det til 4 mennesker. De to af dem ved det, de to andre ved det ikke – de sov, da jeg lovede dem det.

Henriette & Marie – Tak!

Fenja & Frigga – Jeg kæmper hver dag for jer!

MINE selvmordsforsøg, JEG gav op!

Selvbeskadigelse, arkivfoto

Hovedet var tungt. Det var som om, at de senere års oplevelser, fyldte og vejede som store kampesten. De tyngede alt i mig ned, lagde et konstant og massive pres på mig, og til sidste så jeg ikke anden udvej: dette er historien om mine selvmordsforsøg. Read More

Det første selvmordsforsøg – år 1992

2 Comments

“Hjælp! Ring 1-1-2! Jeg har så ondt i maven! Og du må ikke gå ud på badeværelset, for jeg har kastet op over det hele!” råbte min far. Jeg lå i øvre køjeseng på min 7-årige bror og mit værelse, 13 år gammel og modtog pludselig en kritisk melding fra min far. Der gik lige et øjeblik før jeg forstod alvoren i, hvad han netop havde sagt, men jeg kravlede ud af køjen og gik i køkkenet, hvor nærmeste telefon var. Jeg var slet ikke klar over, at jeg stod over for at håndtere mit første selvmordsforsøg.

Read More

Kampen mod den indre dæmon – når tilbagefaldet truer 

Her går det godt. Her går det faktisk så godt, at jeg ind imellem glemmer, at tilbagefaldet kan true. Og jeg tror det er positivt, at fremgangen er så stor, at jeg føler mig hævet over problemer som psykisk sygdom, hjemløshed, manglende beskæftigelse, medicin og alt det. Men ind imellem viser tilbagefaldet sit brutale og grimme ansigt.

Read More

Mobning – når børn bliver modbydelige

Mobning

Mobning på menneskets savanne. De gik sammen, i flok som hyæner, der spotter det svageste bytte. De spotter den, der er lidt skadet, den der ikke kan og vil yde modstand, som blot kryber sammen og tager imod, hvad der måtte komme. De er skolegårdens rovdyr, de findes overalt, og de er altid i flok.

Read More

Vejen frem

Vejen frem - tilbage til livetVejen frem er en længere serie af indlæg, der tager udgangspunkt i følelser, handlemønstre og øvrige forandringer i min udvikling fra velfungerende gennem 2½ år i helvede, og til igen langsomt at rejse mig på knæene og til sidst benene.

Følgende emner er indtil videre beskrevet:

Der er flere indlæg på vej…

Du er yderst velkommen til at smide en kommentar herunder, eller under et af indlæggene. Jeg værdsætter at modtage feedback.

Du er også meget velkommen til at følge med på Facebook siden Bjørnen Brøler.

Categories: Psykisk sygdom

Facade – derfor blokerer jeg det positive

Stigende selvværd - når Bjørnen Brøler

Engang for mange år siden oplevede jeg nogle hændelser, som påvirkede mit identitetsbillede, min facade og min selvtillid og mit selvværd. Mange år senere er selvtilliden bygget fornuftigt op, mens selvværdet halter bagud af en række forskellige grunde. Omkring min identitet har jeg langsomt støbt en glasklokke, en facade. Jeg kan tydeligt se ud, men når man kigger ind udefra, ser man stort set kun det jeg ønsker at vise.

Bag facade var Jesper Bjørn Schlæger, hovedtaler ved dimmision 2001

Som årene går finder jeg langsomt ud af, at mine evner til at modtage og fastgøre positive kommentarer, følelser og lignende, er blevet meget ringe – næsten ikke eksisterende. Men de negative følelser og kommentarer drøner lige igennem forsvarsværket. Samtidig oplever jeg det sådan, at der for hvert år, eller hvert ”angreb” på mit forsvar, støbes yderligere lag på man glasklokke. Min facade bliver skarp, stærk og modstandsdygtig – umiddelbart. I mine sene teenage år er facaden negativt dominerende, og jeg fremstår som bitter, vred, og modvillig.

Voksenlivets facade

Livet fortsætter langsomt, og teenage årene afsluttes med en negativ og bitter facade. Voksenlivet starter med en god række succesoplevelser. Mine 3 år på handelsgymnasiet, hvor jeg var dygtig og vellidt elevrådsformand det meste af perioden. 2 år som kontorelev i TDC, hvor en økonomidirektør fik mig flyttet til et andet datterselskab fordi han ikke ville af med mig igen. 2 år som HD-studerende med massiv opbakning fra arbejdsgiver. Efterfølgende en periode i TDC med spændende tilpasning af arbejdsrelationer, opgaver og endda certificeringer i SAS Base.

Disse succes-perioder medvirkede til, at min glasklokke blev en smule mere skrøbelig, og jeg fremstod efterhånden mere professionel, engageret og fagligt motiveret. Jeg søgte kontinuerligt ny viden, og nye vinkler.

Men i samme periode oplevede jeg en lang række ensartede negative situationer på familiefronten, og disse pudsede igen mit privat-ansigt af, så jeg blev mere skarp og nok også distancerende så snart der var følelser på spil. Som konsekvens deraf blev, at følelserne blev så molekylært destrueret, at der var meget lidt eller ingenting tilbage. Sådan føltes det i hvert fald.

At arbejde med sig selv – og sin facade

I 2017, i en alder af 38, møder jeg pludselig en psykolog, som giver mig et modspil, en forståelse for min selvopfattelse, og en faglig ballast, der gør, at jeg for alvor kan udfordre mig selv. Til at begynde med brugte hun 12 sessioner til at nedbryde og acceptere mit traume de tidligere teenage år. Og efterfølgende begyndte vi at arbejde med mit selvværd.

Man in glass bell - storm trooper

Facade – Man in glass bell – storm trooper

Hun gav mig en faglige forståelse for, at selvværd og selvtillid hænger sammen og som udgangspunkt fodrer og engagerer hinanden, så de nogenlunde følges ad. Men vi nåede også frem til, at jeg nok havde en blokering, når selvtilliden sendte til selvværdet. Den blokering var nok min facade, og den var ret effektiv. På dette tidspunkt var min selvtillid nogenlunde stabiliseret i et fornuftigt leje, alt imens selvværdet stadig skrabede på bunden.

Med udgangspunkt i 6 af mine udsagn begyndte vi at arbejde os modsat tilbage. 5 af de 6 blev vendt fra negative udsagn til neutralt objektive, mens den sidste var så alternativt men skarpt relevant udsagn, som vi ikke kunne nå at inddrage. Da udsagnene var omdannet til objektivt neutrale, blev de ”proppet ind i hovedet” bag glasklokken igen. Og så havde psyken færre negative argumenter for glasklokke, facade og modvilje.

I perioden derefter arbejdede jeg selv videre med tilsvarende en række udsagn, men drømmen er, at kunne forlade glasklokken og lægge facaden, og bare være Jesper.

Den positive facade

Der skal ikke herske tvivl om, at facaden kan benyttes positivt. Facaden er i høj grad etableret for at beskytte mig mod grimme følelser, negative udsagn, ubehagelige oplevelser og meget mere. Og den del af facaden vil jeg faktisk gerne fastholde. Det er et glimrende forsvarsværk, som vi alle besidder – i varierende grad og med differentieret kapacitet. Derfor er det en hårfin balance at nedbryde glasklokken, for facaden vil krakelere sammen med klokken.

Den negative facade

Den belastende del af facaden er, at den gerne modsætter sig modtagen ros, følelser og andres engagement i mig. Jeg ser hvad der gøres, og jeg hører hvad der siges. Jeg ved godt, at det er positivt ment, men min facade har et grimt ansigt, nemlig det der forstærker klokken og absorberer og destruere ethvert positivt element.

Enkelt gange kommer en smule igennem, men det er sjældent og meget lidt.

Det vi nu arbejder med er, at denne facade ikke må fylde så meget. Klokken skal langsomt gøres finere og mere skrøbelig, mens facaden minimeres, så den alene benyttes ved absolut nødvendighed. Denne proces vil vare længe, og vil fortsætte længe efter at jeg er stoppet ved psykolog. Men min psykolog har givet mig en rigtig god grobund og nogle fantastiske værktøjer til at arbejde videre med.

2 1/2 år i helvede

En artikelserie på 11 blogindlæg, som sammen beskriver, hvordan et psykisk knæk fik vendt bunden i vejret på et helt almindeligt liv, og skabte 2 1/2 år i helvede.

Perioden dækker fra oktober 2014 til juni 2017. Den dækker oplevelsen af at leve drømme-livet med villa, Volvo og vovse, sikkerhed, kærlighed og fremtid, indtil den dag, hvor jeg opdagede, at fortiden ikke var glemt, ikke var gemt. Det var en rutschebane med flere op og nedture, og jeg lærte undervejs psykisk sygdom, psykiatrien, medicin og helbred at kende. Og jeg lærte kærlighed, liv, fremtid, drømme og fortid at forstå. Read More

9) Bolig men ikke hjem. Stadig HJEMløs

Jeg boede på gaden, men sov i min bil, når jeg da ikke lånte en sofa eller en seng et sted. Psyken blev presset til en afkrog, som jeg slet ikke fandt mulig, og desperationen steg dag for dag Samtidig faldt min problemløsningsevne og mit tilhørsforhold til samfundet. Jeg var færdig, lå på nederste trin, og lod imødekommende frustration og ensomhed rulle ind over mig. Jeg var uden bolig. Jeg var boligløs. Jeg var hjemløs.

Lige indtil et telefonopkald vendte tingene på hovedet… Read More

8) Hjemløs – med bil og kuffert kommer man langt

Jeg har aldrig været hjemløs i den forstand, at jeg har sovet i en papkasse under en bro. Men det ændrer ikke på, at man sagtens kan være hjemløs alligevel. Hjemløs og rodløs. Under min anden indlæggelse på psykiatrisk mistede jeg både job og hjem, og hvordan bliver man så stabil og funktionel igen? Read More

7) Nedtur igen, psykiatrisk afdeling

Efter en psykisk nedtur, kontakt med psykiatrien, indlæggelse og udskrivning, at være opsagt, at være tilkendt revalidering, for dertil at acceptere mit ægteskabs forsvinden, og hvad er så det næste? En nedtur igen? En psykiatrisk indlæggelse? En fyring? En udsmidning af min bolig? Læs med for at få resultatet.

Det var igen blevet vinter og et godt års tid efter min indlæggelse på psykiatrisk afdeling, hvor det hele begyndte. Min depression var uændret som middel til svær depression. Skilsmissen satte sine mærker på mig, selvom jeg ikke så gerne ville indrømme det. Skoleopholdet på landbrugsskolen var ved at være slut, men selvom jeg endnu ikke havde gjort meget for at finde en praktikplads, så var jeg nogenlunde tryg ved en eller anden form for fremtid. Men det skulle samtidig kobles sammen med, at mine selvmordstanker var stigende. Read More

6) Ægteskabet

Jesper Bjørn Schlæger som landmand

Efter en psykisk nedtur, kontakt med psykiatrien, indlæggelse og udskrivning, at være opsagt, og endeligt at være tilkendt revalidering, var det nu tid at starte den nye tilværelse. Revalideringen indeholdt en uddannelse til landmand, og med den 20 ugers skoleophold – til at begynde med. Men hvor meget mere kunne ægteskabet holde til?

Ægteskabet med min hustru havde set bedre dage, det var mærket af det seneste års pres og udfordringer. Vi talte ind imellem ganske let omkring det, men min hustrus støtte var stærk. Hendes støtte til ægteskabet var så stærk, at den tilmed havde tilgivet mig for markante fejl og svigt, som jeg havde udsat hende for i det seneste år.

Read More

5) Revalidering – at finde sig et helt nyt fag

Som ansat fængselsbetjent i Kriminalforsorgen er man tjenestemand, og det giver nogle meget sikre ansættelsesforhold. Jeg var rigtigt glad for den sikkerhed, og det var derfor med stor ærgrelse og frustration, at jeg forlod min stilling. Heldigvis skete min opsigelse sideløbende med en ansøgning om revalidering, som min sagsbehandler ved Ikast-Brande Kommune havde opfordret mig til at søge. Ansøgningen om revalidering lød på, at jeg skulle påbegynde uddannelsen som landmand. Landmand? Og hvor kom det så lige fra? Min hustru og jeg boede med vores børn på et nedlagt landbrug. Vi var meget glade for det, og vi havde en del forskellige dyr. Så da jeg kom hjem til min hustru og fortalte om revalideringsmuligheden sagde hun “du elsker jo dyrene og får energi fra dem. Bliv dog landmand” (eller noget i den stil). Read More

4) Opsagt! Da sikkerhedsnettet forsvandt

Fængselsbetjent

Jeg arbejdede i Kriminalforsorgen som fængselsbetjent, da jeg havde min psykiske nedtur, min første kontakt med psykiatrien og var indlagt i 4 uger. At arbejde i Kriminalforsorgen var et sikkert job, og jeg var rimeligt glad for det. Nu skulle det vise sig, at jeg snart skulle være opsagt.

Under min indlæggelse havde Kriminalforsorgen gennem min souschef udvist accept og fleksibilitet. Det gjorde de ligeledes da jeg blev udskrevet. Eneste forskel var dog, at jeg blev kaldte til jævnlige møder på fængslet, men det var møder med en ledelse, som tydeligt var påvirket af min pludselige nedtur. De ønskede tydeligt at finde den rigtige løsning til mig – på en eller anden måde.

Read More

11) Trauma! Hvad kan sølle 12 timer hos en psykolog gøre ved et trauma?

Læs først om selve traumet her.

For 12 uger siden var jeg for første gang til samtale hos min psykolog om mit trauma. Psykologen er bevilget af Norddjurs Kommune, og hendes ydelse tilbydes igennem AS3 i Auning.

Da jeg for 12 uger siden begyndte hos psykologen, var en af mine helt store udfordringer, at jeg var hjemsøgt af et trauma. Det har bund i en yderst voldsom oplevelse i 1992 – da jeg var 13 år gammel. Traumaet hjemsøgte mig hver nat i form af mareridt og mange dage som såkaldte flash-backs. Og efter 25 år på den vis, kunne jeg ikke holde til det mere. Read More