Kampen mod den indre dæmon – når tilbagefaldet truer 

Her går det godt. Her går det faktisk så godt, at jeg ind imellem glemmer, at tilbagefaldet kan true. Og jeg tror det er positivt, at fremgangen er så stor, at jeg føler mig hævet over problemer som psykisk sygdom, hjemløshed, manglende beskæftigelse, medicin og alt det. Men ind imellem viser tilbagefaldet sit brutale og grimme ansigt.

Når dæmonen rejser; inden tilbagefaldet

tilbagefaldet. er det på vej?Sådan har de sidste 2-3, måske 4 dage været. Men det går faktisk rigtig godt, for jeg har besluttet, hvad mit fremtidsmål skal være – sådan med beskæftigelse – men det kommer vi tilbage til. Jeg er stadig i praktik på Viden Djurs, hvor jeg underviser og laver små projektopgaver, og dertil arbejder jeg samtidig med mig selv. Jeg skal i gang med Master uddannelsen af NLP inden længe, og jeg har tre selvvalgte undervisningslektioner til gode hos psykologen. Og så er jeg trappet ud af noget hjælpe medicin.

Så alt i alt går det skide godt. Men jo bedre det går, og desto højere sindsstemning jo dybere føles afgrundens fald at være. Og da det ret pludseligt gik op for mig for et par dage siden, blev jeg ret bange. Og det er jeg fortsat. For betyder det, at jeg er på vej udover, eller skal jeg bare lige balancere helt ude på kanten af tilbagefaldet?

Er jeg gal, eller er det tilbagefaldet? Eller er jeg manisk?

Og midt i alt det her, begynder jeg at opleve en tiltagende tendens til manisk adfærd i enkeltsituationer. Op pludselig er det som om opdrift nu rammer syreholdige skyer. Og det er farligt. Det er skræmmende, for overlæggeren ER lige så farlig som tilbagefaldet. Den urolighed skaber i mit hoved nervøsitet, frygt, angst. Tankerne bliver tungere, hovedet synes at køre langsommere, men tankerne er flere, og måske er de endda alvorligere.

Men jeg gik hos min fantastiske psykolog hos AS3, talte vi blandt andet om bipolare udsving, som i virkeligheden forekommer i en lidt mindre målestok hos A L L E mennesker. Alle har udsving af depressiv karakter, og alle har udsving af manisk karakter. Hvis vi for eksemplets skyld siger, at “normale” udsving er 20% over og under en middelstreg, så tager bipolare lidt større skridt.

Så min frygt går på, om jeg er ved at få mere maniske tendenser. Og frygten er reel nok.

Kan man have forstand på galskab?

Jesper Bjørn Schlæger tænker og tilbagefaldet

Jeg har brugt ret meget tid på, at sætte mig ind i mine psykiske udfordringer. Og selv jeg synes at forstå, så sker det ofte, at jeg bliver overrasket af, hvordan jeg bliver påvirket følelsesmæssigt. Og ikke mindst hvor meget energi det suger.

Jeg kan bevæge mig fra positiv og energisk til negativt destruktiv og udmattet på en time. Jeg har endnu ikke prøvet det den anden vej så hurtigt. Og hver gang jeg laver disse hurtige skift, føler jeg, at nedturen og tilbagefaldet ligger lige for mine fødder. Frygten for tilbagefaldet er ikke helt grebet ud af det blå, for jeg har udover min indledende nedtur også måttet slås med et tilbagefald et godt års tid senere.

Men jeg er nået langt siden. Det var jeg også inden tilbagefaldet, og på utroligt mange områder minder min situation nu, om den situation jeg stod i da. Der er sågar områder, hvor jeg ikke er nået lige så langt. Men omvendt har jeg ikke spildt tiden.

Jeg er langt mere bevidst om min situation, jeg har lært en masse om selvværd og selvopfattelse. Min kognitive evner er markant forbedrede, og mine diagnoser er trods uændrede, langt mere skarpe. Sidst men ikke mindst har jeg et skærpet eksperthold til at tilpasse medicin.

På den anden side er jeg knap så langt i beskæftigelse, økonomien er mærkbart forringet, og fremtidsudsigterne for mine boligforhold er tydeligt mere dystre.

Dystre udsigter, måske mod tilbagefaldet

Det er tunge forhold på begge sider, men oplevelsen af, at bolig, beskæftigelse og økonomi er til rotterne, det er modbydeligt. Så kan det sagtens være, at psyken og medicinen er styrket, med stress-faktorerne på de praktiske områder er enorme. Der går ikke en dag uden væsentlige bekymringer og tanker. Og nogle dage bliver tankerne regulært desperate.

Det er på dage med desperate tanker, som jeg godt ved er farligst for mig. Det giver sig selv, at når man er stresset og presset ud i desperation, så er det man nemt træffer de forkerte beslutninger. Det er de dage, hvor jeg forstår trangen til selvmord eller andet, der kan skabe følelsen af virkelighedsflugt.

Utilstrækkelig

Jesper Bjørn Schlæger med sine pigerMen der, hvor jeg har det aller værst, er når jeg føler, at jeg ikke kan give mine piger det, de som minimum bør have. Jamen for pokker de får jo fyldt maverne, men det er også kun det. Jeg føler ikke, at jeg kan tilbyde den tilstrækkelige fysiske rammer. Jeg føler ikke, at jeg har tilstrækkelig økonomisk frihed til at foretage de valg, som jeg ville foretrække. Jeg følger ikke, at jeg har den energi der skal til, den energi og opmærksomhed, som de fortjener. Mens jeg sidder og skriver nu, er de begge optaget af deres tablets, lørdag sen eftermiddag for første gang i denne weekend. De har leget hjemme og ude, sangleje, danset, quizzet og meget mere, så de har formentlig intet at brokke sig over. Det til trods er min selvbebrejdelse massiv lige nu.

Et eller andet sted er min følelse af utilstrækkelighed blot et spørgsmål om manglende energi og fejlprioritering af mine sengetider, men det er mere end det. Jeg vil være den bedste far jeg tænkeligt kunne være. Men det er jeg ikke. Ikke nu. Og jeg er nok ikke den eneste, der sidder med sådan en klemme.

Vejen udenom tilbagefaldet

Hvor er det bare simpelt. Naturligvis er der blot nogle “fælder” jeg skal undgå, men er det overhovedet muligt?

MedicinJeg har cirka et kvartals tid tilbage på mit nuværende boligforhold. Derfra er der et par muligheder, men ingen som er hverken halvt eller helt den rigtige løsning for mig – og for mine børn. Men hvad hjælper det, at jeg skulle få ordnede boligforhold, hvis min maniske maske bryder ud? Manien rammer ofte forholdet til penge som noget af det første. Og kan jeg så overkomme det hele?

Samtidig udløber min nuværende praktik i starten af november, og jeg er ikke klar over, hvad der derefter vil ske.

Jeg skal have elimineret mine udfordringer. Der er rigeligt af dem, så nogen må kunne skubbes til siden. Og det første jeg kan gøre lige nu (det gjorde jeg så for nogle minutter siden), er at spørge mit netværk om hjælp i forhold til praktikplads.

Det er ikke nemt, og jeg har dage, hvor jeg er ramt, og andre hvor jeg er direkte skræmt. Men forskellen på mig selv, og en anden jeg kendte med samme psykiske lidelser, er at jeg er opmærksom. Og så kan det godt være, at jeg har dage, hvor jeg har mest lyst til at forsvinde fra denne jord, men derfra og til at tage selvdestruktiv handling er heldigvis langt.

Hver dag. Hver eneste dage er jeg nødt til at træffe beslutninger. Ja, det skal vi vel alle. Nogle beslutninger nemmere end andre, men målet i den anden ende af tunnellen er vel ultimativt rimeligt ens.

Vi vil bare gerne have et godt liv

Fremtiden uden tilbagefaldet

  • Jeg arbejder med psykiater og læge om noget medicinregulering, der ultimativt burde stabilisere mig bedre
  • Jeg er på jagt efter en praktikplads indenfor journalistik i Østjylland
  • Jeg påregner at søge optagelse på journalisthøjskolen i Aarhus til august 2018
  • Afhængigt af, hvad der falder på plads hvornår, så skal jeg have fundet en bolig
  • Jeg ville da ikke klage, hvis en god kæreste dumpede for mine fødder undervejs

 

  1. Men lige her og nu? Der skal jeg bare igennem dagen i dag og i morgen med mine skønne prinsesser. Og så starter en ny uge, forhåbentlig med mere mod og energi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.